Storbyhaven version 2.0

Jeg har trippet rundt om computeren nogle uger og taget tilløb til at skrive dette indlæg.

Ikke fordi der skal stå noget skidt, tværtimod. Men ideen med bloggen er at skrive om at dyrke have uden have. At finde på de kreative løsninger på tredje sal og i baggården. At bruge manglen på jord som brændstof for at vise, at gu’ kan man alligevel dyrke sin egen mad.

Og nu er præmissen ligesom faldet.

Jeg har fået have. Den lader vi lige stå lidt…

En lille plet gloriøs, fed, frugtbar engmuld til MIG. Jeg føler mig rig, nej, jeg føler mig faktisk som en milliardær. Jeg er beruset, begejstret.

Det er lige før jeg mærker en snert af dårlig samvittighed over at ét menneske kan få råderet over MIN HELT EGEN JORD. Så mange muligheder.

Og jeg har også fået skur, græs og vistnok et par stauder

Forhåndskvababbelser
Inden jeg sagde ja tak til det lille stykke himmerige – læs: nyttehave på Amager – var jeg dog igennem en perlerække af en helt anden slags følelser. Angst og bekymring først og fremmest.

Kan mit noget skrantende helbred mon holde til arbejdet på sådan en jordlod? Vil det hele gro til over hovedet på mig, fordi arme og fødder sætter ud? Når man lever med kroniske smerter er kroppen altid en joker.

Vi må se. Gravearbejdet er den største hurdle. Men er der ikke noget, der hedder No Dig Gardening?

Og så har jeg jo min helt egen John Deere – Alfred på næsten 12, der var i skolehaverne sidste år, og som nok ved hvordan den kartoffel skal lægges.

Alfred er mest lykkelig, når han bruger en dag på at hugge brænde eller grave trærødder op i sin fars sommerhus. Den jord skal nok få nogle tæsk, hvis jeg stikker ham en greb i hånden. Pt er han, utroligt nok, om muligt endnu mere begejstret ved udsigten til haven end jeg.

I det hele taget viser både venner, kolleger og mine studerende en uventet (og uopfordret) entusiasme ved udsigten til at give et nap i nyttehaven. Så min lille jordlod på Kløverengen bliver nok også en del af min undervisning af de unge mennesker på LevAs. Stærke unge folk, der kan slide i det… 😉

Spritnye haveredskaber, der bare venter på forår

En liiiiiille smule overdrevet
Så jeg har overgivet mig til fornøjelsen ved at udsigten til alle de nye muligheder.

Fuldstændig ude af stand til at prioritere har jeg tømt min frøkasse, tegnet en haveplan, lavet en såplan, bestilt ekstra frø på nettet, hjemhentet tre forskellige slags læggekartofler og brugt et beløb der der svarer til flere par nye sko på (primært) letvægtshaveredskaber. Jo, det findes faktisk.

Åh lykke.

Bloggens dilemma
Men tilbage til bloggen, og det dilemma, den nu er centrum i.

Skal jeg fortsætte med at blogge? Jeg elsker det jo, og det har været så sjovt at give ideer videre til folk i samme situation som mig – altså dem uden have.

Nu er jeg blevet en af de priviligerede med adgang til rigtig muld. Og der findes allerede hundredevis af køkkenhaveblogs. Dér kan jeg vist ikke bidrage med noget nyt.

Hmm.

I første omgang er jeg ikke helt tilbøjelig til at lægge bloggen i graven. Der bliver jo så meget nyt at skrive om – nyt for mig, altså. Nye afgrøder at lege med! Så mange nye havegadgets at afprøve!

Så jeg fortsætter bloggen, men præmissen bliver en anden. Tror jeg nok. Jeg tygger lige lidt mere på den…

Så klar!
This entry was posted in Grej og gadgets, Nyttehave and tagged , , . Bookmark the permalink.

5 Responses to Storbyhaven version 2.0

  1. Tillykke med din nye have! 😀
    Det bliver et fantastisk eventyr. Hvor er jeg glad for at høre, at du vil fortsætte med at blogge. Jeg nyder at læse dine om dine tanker, planer, eksperimenter, mm. Din lyst og evne til at formidle tror jeg ikke vil ændre sig, selvom din have ændrer sig fra en vindueskarm til en nyttehave.
    Jeg følger med og glæder mig til dine nye oplevelser 🙂
    Mange hilsner
    Ane

  2. Mai Ebbesen Halm says:

    Til lykke “Großgrundbesitzerin”❤🍾
    Jeg læser din blog, selvom jeg har en stor have…der savner dig og din entusiasme!! Håber, at dit ny projekt vil gøre os godt😘

  3. sandie says:

    Stort tillykke med haven! Vil bestemt gerne høre mere 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *