At spire eller ikke at spire

Her godt inde i sæsonen fortryder jeg mere og mere min gung-ho-beslutning om ingen forspiring.

Det har vist sig at være noget mere tricky at få mine frø til at spire frem direkte på friland på den amagerkanske eng end først forventet. Salat, porrer, ærter, majs, græskar og meget andet har vist en alt andet end imponerende evne til at stikke hovedet op over jorden.

En lille smule sølle endnu…

Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at de ganske få tilfælde af sprød fremspiring i overvældende grad er faldet til sneglenes rundbarbering. Men mest af alt har jeg vist bare ikke været ude og vande nok i maj måneds tørke.

At lære heraf: Næste år skal der forspires – og ikke plantes ud før planterne er store nok til at kunne overleve et middelstyrke snegleangreb.

Faktisk har vi pt (syv-ni-tretten) ikke nogen stor dræbersneglepopulation i Kløverengen. Bevares, de er der, men det store problem er faktisk en stor hussnegl, voldsneglen, der er en tand under vinbjergsneglen i størrelse.

Vi har sindssygt mange af dem, og de gør i følge de kloge folk derude samme skade som dræbersnegle, så de får et gok med spaden, hver gang jeg møder dem.

Bvadr. Gad vide om man vender sig til det?

I mellemtiden har jeg i huj og hast sat en al for sen forspiring igang i vindueskarmene af bønner, ekstra majs, græskar, pyntegræskar og squash. Måske når vi liiiiige en høst, hvis vi får et varmt efterår…

Til gengæld er der mægtig frodigt i kartoffelbedet (det er stien i midten)
Der er vist jordbær nok til både fuglene og os.
Vi er SÅ klar til at få en bønnetipi – hvis ellers bønnerne ville spire frem.
Stikkelsbær på vej.
Tre Blue Hopi majs blev det til. Gad vide om det er nok til bestøvning? Hvis de alle tre overlever… nr tre er barberet ned til halv størrelse i løbet af en nat.
This entry was posted in Nyttehave and tagged , , , , , . Bookmark the permalink.

2 Responses to At spire eller ikke at spire

  1. Kirstine says:

    Åh Janne, når man får børn som den sidste i sin omgangskreds, så er folk sådan helt oplivede når der er bøvl. Ikke af skadefryd, men fordi de så har nogen at dele deres eget bøvl med. Sådan har jeg det med dine snegle 😀

  2. Janne Toft Jensen says:

    Glad to be of service 🙂 Problemet er også lidt at der er en million gode råd til at bekæmpe dræbersnegle på nettet, men ingenting om voldsneglekrig… og det der kæmpe hus gør det helt sikkert umuligt for dem at gå i dræbersneglenes fælder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *