Nyt kursus: Spirer, mikrogrønt og gendyrk

Så er det ved at være kursussæson igen, og som de foregående år kan du komme på kursus i at dyrke køkkenhave i byen hos FOF. Underviseren er yours truly.

Boost din smootie og pimp din sandwich
Mens vi venter på at det for alvor bliver havesæson, har du også en anden mulighed: du kan lære at dyrke lækre vitaminbomber af spirer og mikrogrønt i vindueskarmen – det er let, det er billigt og det giver et pift til de fleste måltider.

Det foregår over et par timer en enkelt aften først i marts, hvor vi også kommer til at kigge på, hvordan du kan gendyrke resterne af de grøntsager, du henter hjem fra supermarkedet.

Vil du gå glip af det? Nej, det tror jeg ikke! Det foregår 8. marts kl. 17 på Østerbro, og du kan tilmelde dig lige her: Spirer, mikrogrønt og gendyrk

Har du mere lyst til at lære, hvordan du kommer i gang med at dyrke køkkenhave på lidt plads, foregår det søndag d. 15. april på Frederiksberg. Du kan tilmelde dig her: Urban Gardening – workshop, men du skal nok ikke vente for længe – holdet er næsten fyldt op.

Posted in Køkkenhaven i vindueskarmen, Kursus i Urban Gardening, Vinterdyrkning | Tagged , , , , , , | Leave a comment

Den bedste julegave. Ever.

Som de fleste forældre er jeg lidt subjektivt begejstret, når det drejer sig om min søn. Han er jo et vidunder, intet mindre. God, sød, klog, skæv, kreativ og helt fantastisk nørdet.

Så generelt er jeg noget forudindtaget til den positive side, når han finder på noget. Men i år blæste han mig alligevel bagover for at have udtænkt den bedste og sjoveste julegave, der bare rammer bulls eye i hans mors have- og gadget-elskende hjerte.

Må jeg præsentere: Kiksekufferten!

Kiksekuffert

Omhyggeligt lakeret så musene ikke gider gnave i den (måske) og lige så omhyggeligt fyldt med 8 forskellige slags kiks. Vores Prinzenrolle-dage er så absolut et overstået kapitel.

Den kommende havesæson kan vi beværte gæster og os selv med et 5-stjernet kikseudvalg på plastiktæppet i nyttehaven. Vi bliver jo nok nødt til at opgradere siddeunderlaget, så det kan matche sådan en limousine af en kuffert.

Nu kan foråret bare komme an.

Posted in Grej og gadgets, Nyttehave | Tagged , | 1 Comment

Glædelig jul (med ingefær til)

Sidste dagsorden i Storbyhaven i 2017 var for nylig at høste ingefær.

Ikke alene tog plantens skud det meste af det i meget begrænsede lys i spisestuevinduet – den store plastikpotte var også spændt ud fra kant til kant i en betænkelig styrkeprøve.

Så frem for at finde ud af om plastik eller ingefærrod er stærkest, kastede drengen og jeg os ud i at vriste planten fri af pottens greb. Det viste sig at være en fordel at være to – en til at hive og en til at holde i potten.

Op kom den til sidst, så vi kunne knække fine store knolde af hovedknolden. Planten fik lov at beholde 5 skud og så røg den i potten igen med ny jord. Så må vi se om den kan vokse videre.

Og i mellemtiden er den et glimrende juletræ.

Udgangspunktet. Baljen er til inddæmning af jord.
Så kom den fri…
Flot og lækker høst.
Ingefær som juletræ.
Posted in Køkkenhaven i vindueskarmen, Urban Gardening-projekter | Tagged , | 3 Comments

En nominering – Haveblog Award 2017

Haveblog Award 2017

Selv efter mange års blogning kan det stadig af og til komme som en overraskelse for mig, at nogen læser med.

Som nu det (for mig) ganske ukendte firma Sparpedia, som ovenikøbet synes så godt om Storbyhaven.dk, at de har nomineret bloggen til en “Haveblog Award 2017“.

Så kan man da kun blive glad 🙂

Vi er ni blogs, som er nominerede til at få Sparpedias kåring som årets bedste haveblog 2017, og jer der læser med, kan vælge, hvem der vinder.

Så hvis du kan lide min – eller en af de andre blogs – så gå ind og stem! Det kan du gøre her på deres hjemmeside.

Sparpedia er en håndfuld tekstforfattere, som gerne vil hjælpe folk til at spare penge, når de handler på nettet. Hvordan de i den sammenhæng lige er kommet på at uddele en haveblogaward, kunne jeg ikke helt gennemskue (men det skal de ikke høre et ondt ord for!), så jeg spurgte. Her er hvad Lise fra Sparpedia svarede:

“Sparpedia er en hjemmeside, hvor vi samler alle de bedste tilbud og rabatkoder på nettet, så vores brugere har samlet dette ét sted og ikke skal lede igennem alle de forskellige webshops for at finde de bedste tilbud. Grunden til, at vi laver denne type konkurrencer, er, at vi gerne vil opbygge gode relationer med bloggere inden for mange forskellige kategorier, så vi forhåbentlig sammen kan skabe værdi for begge vores sider.”

Herfra siger jeg tak både for nomineringen og for eventuelle stemmer der flyder i min retning.

Posted in Visioner og spændende ideer | Tagged , | 2 Comments

Resultatopgørelsen

Sæsonen går på hæld, og mens dagene er for våde og kolde til nogen særlig fed haveoplevelse, er der masser af tid til at fundere og gøre status.

Der var jo mange, mange store planer i foråret. Bunker af frø, der skulle prøves af, nu krukkemål og nabohensyn ikke længere udgjorde en begrænsning. Haveplaner blev lagt og lagt om igen. Masser af eksperimenter.

Hvad gik så godt, og hvad gik skidt? Hermed opgørelsen for 2017 i nyttehaven.

Succes’er: 

  • Kartofler og løg – minimal indsats, maksimalt udbytte. Det er en vinder! Selv de mest glubske snegle gad ikke kartoffeltoppene. Undtagelsen er aspargeskartoflerne, der nok smagte fabelagtigt, men for halvdelens vedkommende rådnede i jorden, fordi jeg ikke vidste, at de er nogle primadonnatyper, der suger enhver form for svamp og råddenskab til sig.
  • Der tørres bønner i stuen.

    Bønner – bortset fra at bønnetipien groede så voldsomt til, at man ikke kunne komme ind i den allerede først på sæsonen, var det en overvældende succes. Efter at have spist kogte bønner tre gange om ugen i en måned blev vi enige om at lade resten modne til tørrede bønner. Hermed konstateret, at der trods alt er grænser for hvor mange bønner to mennesker magter.

  • Udvalg i majs.

    Majs – bare det, at de har sat kolber med årets sommer, er en dundrende succes. Sukkermajsene smagte pragtfuldt, mens indianermajsene (røde, blå og regnbuefarvede, plus diverse udgaver midt imellem, takket være krydsbestøvning) nok mest er egnede til mel eller pynt. Muligvis popcorn.

  • Squash – næste år nøjes vi med en halv plante. Max.
  • Hindbær – hvem kunne vide, at man kan plukke hindbær non-stop i to måneder?
  • Jordbær – kort, men godt. 15 kg på to uger, på trods af, at bedet modnede lige så mange snegle som jordbær. Som så meget andet i haven var jordbæroplevelsen … eksplosiv.
  • Grønkål – faktisk er det utroligt hvor langt en enkelt plante rækker i at forsyne to mennesker. Vi har 10.
  • Rabarber – fem planter er nok. Virkelig nok. Men fordelen ved mit rabarberbed er, at det dækker mange m2, hvor der så ikke kommer ukrudt, så de bliver.
  • Jordskokker – egentlig er det snyd at regne dem med blandt succes’erne, for jeg har hverken lagt dem eller passet dem, men ikke destomindre danner de en mindre skov bag skuret. Og vi har nok til en hær, så alle der selv gider grave dem op, kan få en sæk med hjem.
  • Bolchebede i roestørrelse.

    Bolchebeder – er i flere tilfælde vokset til roestørrelse og bolchestriberne ligner årringe på et træ. Man kan vel med en vis ret diskutere, om det er en succes, men her i vores første sæson er alt høstbart, som er stort, omgærdet med stor begejstring.

  • Snegle – åh jo da, i tusindtal.
  • Ukrudt – også her har devisen været jo større, jo bedre. Vi tror ikke på bar jord.

Rum til forbedring:

  • Gulerødder – det gik så godt, mens der groede løg i rækkerne mellem gulerødderne. Derefter blev de omgående mineret af orm. Liv i jorden, min bare..
  • Gult “Queensland Blue”-græskar.

    Græskar – well, de dækker godt for ukrudtet. Vi har haft tre typer, der hurtigt dannede én stor lykkelig græskarfamilie i heftig krydsbestøvning. Hvilket resulterede i, at de blå kæmpegræskar er gule (men dog store), de orange kæmpegræskar er orange (men pyntegræskarstørrelse) og pyntegræskarene vist mest har givet gener videre til de to andre typer.

  • Krydderurtebed – fik lov at gro til et stort vildnis, og insekterne elskede det. Selv fik vi ikke meget glæde af det, bortset fra fundet af et tre kilos græskar midt i det.
  • Årets blomkålshøst.

    Kål – blev et tagselvbord for sneglene, da bionettet røg af. Perforering er ordet. Flere satte ikke hoveder, eller (for blomkålens vedkommende) leverede så minimal en høst trods enorme planter, at det næsten var til at fnise over. Kålen ligger i nedrykningsfare til fiskokategorien.

Fiaskoer:

  • Ærter – en sneglefavorit. Kun de lilla levede ud over småplantestadiet.
  • Porrer – spirede aldrig.
  • Salat – rundbarberet ved spiring, gentagende gange. Vi har ikke spist ét hjemmedyrket salatblad i sommer.
  • Buskbønner – barberet ind til grenene, ingen høst.
  • Ananaskirsebær – havde det drøngodt under en klokke i foråret og blev senere ret store. Men sæsonen var ikke lang nok til at bærene modnede.
  • Tomater og pebre – det er bare ikke frilandsplanter. Lidt frugt, men forholdsvis bitter og mange, mange umodne tomater.

Alt i alt har det været en prima sæson, uanset vejr, snegle og alt det, der ikke var kræfter til. Jeg har til min store overraskelse været fuldstændig i indre fred med, at det pæne udtryk for havens tilstand var “frodig”, mens et mere kritisk blik nok ville have kaldt den tilgroet. Rutiner, der beskytter mine forskellige skavanker fra at lide overlast i haven, er fundet og indarbejdet.

Drengen og jeg har tilbragt skønne, skønne eftermiddage på tæppet i solen på den langhårede græsplæne med at spise madpakker og kiks, og med at rose os selv og hinanden for, hvor godt det var, at vi sagde ja til den have. Vi har konstateret at der næsten altid er læ på vores lille plet, vi har grillet pølser med venner, fået hjælp med det tunge, uddelt høst til naboer og drømt om at få malet skuret.

Et gevaldigt løft i livskvalitet – det er, hvad den have er.

Posted in Frø, Nyttehave | Tagged , , , , , , , | 2 Comments

Historien om et æbletræ

Der var engang en dreng, som godt kunne lide at plukke æbler. Rigtig godt. Og da han fik en have, var noget af det første, han sagde: ”Så skal vi have et æbletræ!”

I haven var der masser at gøre, og i øvrigt stod der et selvsået rønnetræ der, hvor der skulle være plads til æbletræet. Så derfor blev det efterår, før andre opgaver var løst, og gode venner havde hjulpet med at fjerne rønnetræet.

Men den sidste dag i september kunne drengen – som altså er min dreng – og jeg omsider sætte kurs mod en planteskole for at indkøbe det forjættede frugttræ til nyttehaven.

”Det skal være et Holsteiner Cox,” sagde drengen, og sådan blev det. Vi fandt et fint træ i potte med mange grene. En venlig planteskoledame hjalp med gode råd om hulstørrelse, støttepind, gødning og opbinding, og vi valgte bekvemt at ignorere, at vi hverken havde armkræfter eller hammer til gravning af hul og nedbankning af støttepind.

Begejstringen over træets fine lange grene og fremtidige ydeevne var stor, selv da det viste sig at en Peugeot 108 nok var lige det mindste transportmiddel til opgaven. Vi kørte bogstavelig talt en tur i det grønne.

Da Alfred fik en pind i øret (tøhø…)
Hvordan man pakker en meget lille bil med et æbletræ og diverse.
På plads i haven.

Men ud i nyttehaven kom det, og med gode naboers hjælp fandt det sit nye hjem i vores noget vildtvoksende græsplæne.

Drengens milde skuffelse over, at der ikke var æbler på endnu, er nu erstattet af store forventninger til høsten næste år.

Jeg er glad, hvis bare træet bliver stående i dagens blæsevejr.

Posted in Nyttehave | Tagged , , | 1 Comment

Albinoindianere og andre overraskelser

Vi starter lige ud med lidt tørvejrs-idyl – det er jo i svær restordre for tiden.

Men søndag var det lunt, mildt og tørt i nyttehaven. Drengen og jeg uhhh’ede og ahhh’ede tilfreds på vores rundgang i paradiset og kommenterede efter tavs overenskomst overhovedet ikke på den kraftige stigning i antallet af dræbersnegle eller tegnene på deres hærgen.

Vi er gode til at fokusere på det positive.

Urskoven af snerler og meterhøje jordskokker bag skuret, der nu helt har ædt kompostbunken, er f.eks. “fin og frodig” at se på. Kålene har omsider fået ansats til hoveder (og hvem gider så tænke på at de er mere hullede end en schweizer-ost), og de få af vores aspargeskartofler, der ikke rådnede, var verdens bedste.

Jo, der er meget at glædes over.

I går var begejstringen stor over de første høstede majs. Der var kerner på! Hurra!

Godt nok mente vi begge, at den flotte hvide kolbe var af sorten “Blue Hopi” og derfor rettelig burde være blå – meeen med den slags succeser skal der mere end en albinoindianermajs til at slå os af pinden.

Den røde popcornmajs havde mest røde prikker i stedet for røde kerner – til gengæld havde en enkelt blå kerne her sneget sig ind. Og sukkermajsens kerner var fint spredt med mellemrum, så man rigtig kunne beundre hver enkelt.

Vi tæller det som en bragende triumf på majsdyrkningsfronten.

Flere overraskelser
Men der var mere godt og uforudset i vente.

Krydderurtebedet, der – indrømmet – har resideret i den mentale afdeling for “det gør vi noget ved til næste år” (og ser ud derefter) havde fået en uventet beboer fra det ydre rum. Eller måske fra kridttiden.

I hvert fald var det ikke én, vi havde haft nogen hånd i at tilvejebringe.

“Det er en squashosaurus,” afgjorde min kloge 12-årige efter at have stirret længe på den tre kg tunge vandmelonsagtige (men så alligevel ikke helt) ufo, der havde gemt sig grundigt mellem stokløben fennikel, løvstikke og vildfarne hindbærskud.

Efter at være blevet bugseret den ud af vildnisset, henfaldt den snarere i kategorien græskar. Det interessante er bare, at vi ingen grønne græskar har sået. Blå og orange, ja, men absolut ikke grønne. Og heller ikke vores naboer.

Vi kunne selvfølgelig have forsøgt at følge den ranke, vi plukkede den fra, for at afklare dens ophav. Men når jeg siger vildnis, så er det ikke en overdrivelse. Og i forvejen er det ret smertefuldt at forsøge at komme nær nok hindbærgrenene for at plukke bærene.

Vi opgav på forhånd, og squashosaurusufogræskaret kom med hjem, blev vejet og røg i suppegryden, hvor den blev til verdens bedste græskarsuppe.

Selvfølgelig.

Dagens høst – både cykelkurv, køleskab og fryser udviser efterhånden voldsomme kapacitetsproblemer.
Posted in Nyttehave | Tagged , , , , | 2 Comments

På plyndringsrov i et dødsbo

Forleden mistede jeg mit job. Min dejlige undervisningstjans på en lille skole for unge med autisme og senhjerneskade er ikke mere.

Det var skidt. Rigtig skidt. Stedet drejede simpelthen nøglen om.

Der stod jeg så sammen med kollegerne og kiggede på sporet efter ulykkelige unge mennesker, der har brug for ekstra tryghed i hverdagen, og som nu var blev kastet ud i kaos.

Sporet gik igennem den frodige, spiselige oase, som  mit lille Urban Gardening-team har skabt i løbet af det sidste halve år på skolens store tagterrasse, og det var næsten ikke til at bære.

Tagterrassen i maj – i august var alt i dobbelt størrelse.

I krukkerne var alt på nippet til at være klar til høst, og man kan indvende at i den store sammenhæng er en forladt taghave, der ikke bliver spist, den mindste af katastroferne – og man ville have ret.

Samtidig er taghavens død bare symbolet på alt det gode, der skete på det sted, og som nu ikke længere kan være nogen til gavn.

Øv og dobbelt øv.

Kun knap modent – et æble hjælper det sidste stykke af vejen.

Noget af det får dog lov at leve videre. Jeg drog hjemover med cykelkurven fyldt af plyndringsrov fra dødsboet – et par eksemplarer af hver af de næsten modne chilier, pebre, auberginer og tomater.

(Ok, faktisk tømte jeg flere af planterne helt. Hvad skulle de chilier hænge der og rådne for?)

Nu bevares det unikke genetiske materiale i frøform på tredje sal på Østerbro. Og til næste forår skal den gode karma fra den hedengangne skole spredes ud via alle de frøbytter jeg kan finde.

Tomatfrø til gæring.
Den usædvanlige “træchili” Albertos Locoto med sorte frø. Håndteres med handsker på – efter sigende er styrken pænt loco. Jeg har ikke turdet smage endnu.
Peberfrø til tørre.
Vi har det hothothot
Posted in Frø, Urban Gardening-projekter | Tagged , , , , , | 3 Comments

Ingefær i vindueskarmen

Ingefæren fylder det meste af vinduet mod gården.

Selvom det ikke er meget, er der da sket en lille bitte smule i mine vindueskarme i år. Mest slående er nok et uventet succesfuldt forsøg med at dyrke ingefær.

Af og til sætter den ingefær, man køber i supermarkedet, “knopper” og kan derefter plantes og vokse sig stor, skriver mange af de urbane havedyrkere, hvis blogs jeg læser.

I hvert fald sker det i teorien. I praksis sætter min ingefær aldrig knopper i køleskabet. Faktisk sker der sjældent andet, end at den får forfrysninger, fordi køleskabet er gammelt og lunefuldt. Og ligger ingefæren på køkkenbordet, tørrer den bare ud.

Når man ikke selv kan…
Men på et af mine FOF-kurser i vinter dukkede en kursist så op med en pose fuld af spirede ingefær. Store knolde, som hun havde haft liggende i en åben glasskål, og som nu ikke bare havde knopper, men 7-8 cm lange skud.

Dengang var jeg ikke vaks nok til at få taget et billede, men jeg fik en af dem lagt i en halvstor plastikpotte herhjemme, og inden for et par uger stod to fine skud op af jorden.

Siden er de vokset. Og vokset. Og blevet til flere – nu er der fem, og de højeste er over en meter. Den har det goooodt.

Fra fuld cirkel til elipse
Potten har dog længe været lige det mindste, og da seneste skud tittede frem, begyndte den at blive decideret skævvredet.

Det ser ud som om kameraet har vredet pottens proportioner, men den er god nok – ingefæren har skubbet cirklen ud i en elipse.
På høje tid med en ny potte. Man kan se en skinnende frisk ingefærknold lige ved det yderste skud.

Så i dag har drengen og jeg i fællesskab vristet roden ud af den knagende potte. Om der er ingefær til at spise i den var lidt uklart, men der var i hvert fald mange andre rødder.

Vi var enige om at den bare var for fin til at spise endnu, så den blev lempet over i en større krukke og sat nænsomt tilbage på karmen.

Måske visner den ned med efterårets komme, og så kan vi smage på den da.

Posted in Køkkenhaven i vindueskarmen, Kursus i Urban Gardening | Tagged , , | Leave a comment

Adieu, kål

Jeg har undret mig over, at mine kål ikke rigtig har gjort ansats til at sætte hoveder. Jeg mener, det er vel ligesom indskrevet i genetikken at det er det, de gør…?

Nå, men nu kan det faktisk også snart være lige meget. Begivenheder uden for min kontrol har forlængst overhalet min plan om at “undersøge det” eller noget andet tilsvarende vagt.

Da kålnettet røg for et par uger siden, troede jeg naivt, at den største fare var de par hvide kålsommerfugle, der flakser rundt over haveforeningen i tilsyneladende endeløs jagt på hinanden. Ak, glade uvidenhed!

To dage efter kålen blev sluppet fri var den gennemhullet. Virkelig hullet.

En tilbundsgående undersøgelse fandt ikke en eneste larve på bladene, men derimod cirka halvtreds velvoksne voldsnegle og en hær af deres noget mindre efterkommere – efter de varierende størrelser at dømme både børn og børnebørn.

Det var vist alligevel lykkedes nogen at lave sneglebabyer i mit jordbærbed.

Skulle nogen være interesserede kan jeg oplyse, at favoritten på menuen for sneglenes gilde i kålbedet var spidskål, skarpt fulgt af naboerne rødkål og hvidkål. Da de kom til grønkålen i enden af bedet var de tilsyneladende blevet for mætte til at gumle videre.

Den strutter så flot som nogensinde. Resten er der ikke meget tilbage af.

Kålgildet endte i sneglenes version af The Red Wedding (og er du ikke Game Of Thrones fan, så siger navnet vist det hele alligevel).

Måske har rygtet spredt sig – siden har jeg ikke fundet en eneste voksen voldsnegl i kålen.

Omvendt er der heller ikke er meget tilbage at komme efter.

Efter festen.

Men ellers går det godt i haven! Frodig og grøn og givende – vi slutter lige med et par stemningsbilleder.

Når man prøver at nå toppen af majsen og begejstres fordi den bare er for høj…
Overmandet af succes – det kniber med at finde indgangen til bønnetipien.
Dagens høst på verdens grimmeste plastiktæppe.
Bønnen er på længde med min underarm. Siger det bare.
Tre bier i en græskarblomst – det tegner godt.
Naboens solsikker er middagstallerkenstørrelse.

 

Posted in Nyttehave | Tagged , , , , | 2 Comments