På havetour i England

Den længe, læææænge imødesete tur over kanalen for at se på engelske haver er endelig fyret af. Og åh, hvor var det godt. De kan altså noget med haver, de englændere.

De næste par indlæg er derfor dedikeret til en tæppebombning med billeder fra alle oplevelserne. Og for en gangs skyld fraviger jeg princippet om, at det skal kunne spises, for at det er interessant. Nogen gange må det også godt bare være pænt.

Turen gik til Cotswolds nord for Bristol, et smukt område med bløde bakker og gamle landsbyer i gyldne sten. Og stengærder – mange stengærder.

Smukt, men noget udtørret Cotswolds-landskab. Lydsiden mangler desværre – men den var brægen fra flere hundrede får.

Tænk Downton Abbey, Stolthed og Fordom – alt hvad du har set på tv med slut-1800-tals-England, så ved du nogenlunde, hvordan der ser ud. Aj, men altså der er pænt.

Hus i Miserden Village – kunne have været en hvilken som helst Cotswolds-landsby.

Min mor og jeg os indlogerede  på The Old Brewhouse B&B i Cirencester, som med sin grønne gårdhave i sig selv var en oplevelse værd.

Her regerede ærkeengelske Rosemary med fast hånd og serverede Full English Breakfast hver morgen, så bunden ligesom var lagt til en dag fuld af oplevelser. Fantastisk sted.

Guldfiskedam i gårdhaven
Fast plads til eftermiddagens cuppa.
Kig mod “the conservatory” – for varmt a være i det meste af tiden, men sikkert perfekt til en normal engelsk sommer.

Med The Old Brewhouse som udgangspunkt tog vi så ellers livtag med venstresidekørsel i lejebil, og jeg kan sige så meget, at det kom som en komplet og meget positiv overraskelse, at vi ikke havde kørt et sidespejl eller en hjulkapsel af ved afslutningen på turen.

Man lærer at blive meget taknemmelig for veje, der er brede nok til at have hvide midterstriber. Og at have stor, stor respekt for énsporede veje med mange sving og stengærder, hvor man sjældent kan se mere end 10 meter frem.

På havebesøg for enden af vejen
Den første have, vi besøgte var den private have Miserden, der hørte til et gammelt “manor house”, og hvis adresse var “Miserden, Near Stroud, Gloucestershire”. Det gav GPS’en lidt udfordring, men frem kom vi, af muligvis den mindste asfalterede vej i England – og da vejen ikke gik længere, lå haven der.

Haven var heldigvis køreturen værd. Gardens Illustrated har udnævnt Miserden til at være “one of the top 10 most romantic gardens in the world“, og det er jo ikke så lidt. Desværre var tørken hård ved den i år, men man kunne godt fornemme, hvor fin den ville være under fugtigere omstændigheder.

Port i muren med kig ud til de omkringliggende bakker.
“Yellow border”. Engelske herregårdshaver gør meget i “borders” der er bede med en blanding af stauder og sommerblomster i udvalgte farvetoner.
Kig ned mod herregården Miserden – her er der ikke blevet spildt vand på græsplænen.
En romantisk plet.
Obligatorisk havedam med springvand og kig op gennem havens symetriske opbygning.
Miserden house set fra haven.

I vores udvælgelse af haver (og der var seriøst mange at vælge imellem) var vi gået efter a) walled gardens og b) haver med køkkenhave.

Miserden var en flot stor walled garden, dvs. en have omkranset af en mur, som sørger for læ og varme og ideelt set bliver brugt til at dyrke op ad. Det var nu lidt begrænset med udnyttelsen, men lidt var der dog.

Frugttræer espalieret op ad muren – her fersken.
Opstammet stikkelsbær bag hønsenet.

Ud over frugttræer og -buske var der kun ganske lidt køkkenhave i Miserden, men heldigvis både planteskole og café, og så var min rejsepartner og jeg glade og fik os en glimrende frokost.

Planteskole og planteudsalg.

Derefter gik turen videre til Cerney House Gardens, en anden privatejet have, som der kommer billeder fra i næste indlæg.

This entry was posted in Byhaver og andre grønne projekter, Visioner og spændende ideer. Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *