Om visioner, kompost og solceller

Lad mig for en kort stund vil vende tilbage til et emne, jeg havde oppe at vende for nylig – nemlig kompost. Jeg antydede vist, at Københavns kommune godt kunne være en smule mere ambitiøs, når det kom til uddelingen af kompost.

I går var jeg til gengæld med Miljøpunkt Østerbro på besøg et sted, hvor kompost-ambitionerne ikke fejlede noget. I boligforeningen Østerfælled, der huser 500 lejemål, har beboerne nemlig mulighed for at kompostere deres husholdningsaffald i en stor eldreven kompostmaskine, vistnok Danmarks eneste af slagsen.

Østerfælleds kompostmaskine
Kompostmaskinen vises frem

Maskinen fik en flok ildsjæle skaffet til veje i 2007 ved hjælp af knap 140.000 kroner i donationer fra fonde, og det betyder nu, at foreningen slipper for at sende mange tons organisk affald på forbrændingen hvert år, kan bruge miljøvenlig kompost i stedet for kunstgødning og sparer miljøet for forurening.

Oven i købet er maskinen solcelledrevet, og de solceller der sidder på taget af huset som rummer maskinen, leverer strøm nok til at drive maskinen hele året.

Hele processen er stort set lugtfri, og det tager kun 4 uger fra beboerne fylder kartoffelskræller i maskinen til komposten er færdig. Komposten brugs til beplantningen på området, og beboerne er velkomne til at hente til deres altankasser.

I dag er kun cirka 60 husstande tilmeldt kompostordningen, der kræver depositum og udlevering af nøgle til rummet, men maskinen har kapacitet til op mod 140 husstande. Det er da også de ansvarlige beboeres plan at reklamere mere for maskinen i fremtiden for at få flere beboere med.

Her hælder beboerne deres køkkenaffald i maskinen
Her hælder beboerne deres køkkenaffald i maskinen. Maskinen går i gang og en roterende kniv skærer affaldet i mindre dele når låget lukkes.

Løsningen er næppe for de mange – de beboere, der viste maskinen frem, pointerede at det kræver engagerede ansvarshavende, da der er en del vedligehold ved maskinen, og den er også temmelig plads krævende. Men hvor er det dog rart at se at nogen har turdet tænke tanken og rent faktisk fører den ud i livet.

En anden deltager i besøget bemærkede, at der alene på Amagerforbrændingen hvert år bliver forbrændt 160.000 ton husholdningsaffald, som i stedet kunne være blevet til kompost og jordforbedring som på Østerfælled.

Her kan man da virkelig tale om et forbedringspotentiale.

This entry was posted in Urban Gardening-projekter and tagged , , , . Bookmark the permalink.

2 Responses to Om visioner, kompost og solceller

  1. Landliggeren says:

    Et prisværdigt og meget ambitiøst projekt. Meget spændende at høre om.
    Lige nu overvejer jeg selv et bokashi kompostsystem. Det lader til at være den perfekte løsning til en by-husholdning. Den lukkede beholder kan stå under køkkenvasken og ved hjælp af tilsatte mikroorganismer bliver køkkenaffaldet omsat til kompost på omkring to uger. Du kan læse mere om det her: http://www.bokashicomposting.com/. Det er endnu ikke lykkedes mig at finde et i DK, så jeg må nok ty til udlandet – eller bygge det selv, men den tror jeg ikke helt på :-).

  2. Janne says:

    Det ser virkelig nemt ud, tak for tippet. Du må endelig lade mig det vide hvis du får skaffet dig en bokashi, jeg vil gerne høre om dine erfaringer.

Comments are closed.