Om venskaber og have-putning

Ja, så gik bloggen lige lidt i stå igen. Jeg har haft indtil flere indlæg planlagt, men så gik tiden og fokus fløj et andet sted hen.

Sensommer i haven.

Indtil det begyndte at regne i august var det nu heller ikke, fordi der skete noget særligt i haven. Sjældent har der været så lidt at lave, ud over at vande og bede til at det hele overlevede tørken.

Det gjorde det meste, men det kan vi vende tilbage til i et andet indlæg, for i går har jeg været ude at putte haven i seng for vinteren. Lidt underligt, taget i betragtning at jeg så sent som dagen før gik rundt uden jakke i solskinnet.

Vinterdyne
Imidlertid følger nyttehaveforeningens årskalender månederne og ikke vejrgudernes forkludring af årstiderne, og dermed var det blevet tid til efterårets levering af en kæmpe stak hestemøg til fordeling mellem haverne.

Fordelingen går efter først til mølle og “den med de stærkeste arme får de fleste læs”, og her kommer jeg mildest talt til kort. Jeg kan hverken køre trillebør eller skovle.

Enter min ven Kurt, helten fra Næstved, der troligt stiller op på Amager, når noget er for tungt eller svært. På en lille time fik han kørt ti trillebører møg ind på mine bede, hvor det blev fordelt i røg og sødlig damp. Det er varmt, sådan noget hestemøg.

Det kan man da kalde venskab.

Vinterputtede bede. Sov godt 🙂

Nu er bedene puttet under en lun dyne af pærer og halm, og for at det ikke skal være løgn, stak han også lige min kompost om med små lag af møg ind i mellem alt haveaffaldet. Jeg var så lykkelig, at jeg kunne have tudet.

Ikke megen omsætning i komposten hen over sommeren. Men nu tror jeg på det.

Hvis der er noget man lærer som halv- (til tider hel-) invalid, så er det at sige ja tak, når nogen tilbyder hjælp.

Man bliver god til at lægge alle fine fornemmelser på hylden, sige tak fra bunden af hjertet og håbe, at man som menneske formår at give tilbage på andre måder i livets store karmakredsløb.

Kikse-taknemmelighed
Således også forleden, hvor en veninde med sin tre-årige søn dukkede på besøg i haven. Hun har haft hus og have på Bornholm og tog ét kig på min langhårede græsplæne, før hun spurgte, om ikke hun skulle slå den.

Øh, jo tak da! Det gjorde hun så yderst grundigt, helt indtil batteriet på den kanttrimmer, der er det eneste, der kan tackle den bulede plæne, gav op.

Imens satte William og jeg hvidløg, og jeg forsøgte at lære den nye haveprotegé forskellen mellem “én” og “en håndfuld”.

Der er lidt vej endnu.

Da solen hen på eftermiddagen forsvandt bag hegnet ind til tennisklubben, var min veninde gået løs på et par bede, der har ligget brak under tørken.

Hun hev græstotter og ukrudt op med en iver, som blev hun betalt for det og gav kun modvilligt slip på greben, da William og jeg nødede hende til en kiks fra kiksekufferten.

Jeg håber at mine fantastiske venner ved, hvor meget jeg værdsætter deres hjælp. Også selvom jeg mest betaler tilbage i kiks. Og kål.

 

 

This entry was posted in Kompost, Nyttehave and tagged , , . Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *