Om Storbyhaven

Hvordan får man opfyldt sine køkkenhave-drømme, når man bor på tredje sal på Østerbro og hverken har altan eller kolonihave? Det handler denne blog om.

Bloggen følger mine eksperimenter med at dyrke køkkenhave i baggården og spire grønsager i vindueskarmene. I skrivende stund står jeg vedudgangen af min fjerde sæson i Storbyhaven – der jo altså ikke er nogen egentlig have, men en samling potter langs en sydvendt mur i den fælles gård – og begejstres fortsat over, hvor meget der faktisk kan lade sig gøre.

Nul blomster
Jeg udforsker hvor grønt, jeg kan gøre mit storbyliv, hvor mange kilo tomater jeg kan høste fra min have-uden-en-have, og hvordan man dyrker ormekompost på tredje sal.

Samtidig blogger jeg om storbyhaver i Danmark og andre steder i verden, Urban Gardening, lommeparker, urbane køkkenhaver, guerilla gardening og alt andet det andet, som kreative mennesker gør for at hente frodighed og havedyrkning ind i byen.

Dette er ikke en blog, hvor du vil støde på mange indlæg om blomster.

Unge hjælpere
Bag bloggen står jeg, Janne Toft Jensen, journalist, underviser, amatørhaveentusiast og mor til Alfred på 10 år. Hans begejstring for spirende ting er næsten lige så stor som min, så han er med i de fleste af mine grønne eksperimenter.

Det sidste år er min “legeplads” blevet udvidet med et skønt job på et lille sted, der laver ungdomsuddannelser for unge med autisme og sen-hjerneskade. Rammen er en café, hvor jeg underviser et lille team af unge urbane gartnere i at dyrke storbyhave. Bloggen vil også trække på erfaringer derfra.

Bloggen er skrevet med talegenkendelsesprogrammet Dictus, da jeg har en museskade. Der kan derfor forekomme mærkelige ord og smuttere rundt omkring.

Jeg håber bloggen kan inspirere andre byboere med en havedrøm i maven. Kommentarer er mere end velkomne, og har du behov for at kontakte mig direkte, kan det ske på janne@storbyhaven.dk.

Læs mere om formålet med bloggen i mit første indlæg “Hvem der havde en have…”

4 Responses to Om Storbyhaven

  1. Victoria Trolle-Millbrath says:

    Findes der en afdeling eller nogle tilknyttede personer i Århus? Jeg bor i en boligforeningsafdeling, hvor vi gerne vil prøve at gøre noget med vores ret store udearealer, hvor vi også kan inddrage beboerne fra vores ca. 350 lejemål.
    mvh. Victoria Trolle-Millbrath,
    Kridthøjparken
    8270 Højbjerg

    • Janne Toft Jensen says:

      Hej Victoria,

      jeg tror den, jeg kender til, som har mest erfaring med den slags projekter er Mads Boserup fra firmaet Tagtomat. Han holder godt nok til på Nørrebro, men jeg mener at han laver projekter i hele landet. Han kan findes på http://www.tagtomat.dk

      Ellers kan det være, at der er lokal ekspertise at finde på nogle af de links du finder først på denne liste: http://laddetgro.wordpress.com/links/

      Jeg ønsker jer al mulig held og lykke – det lyder som et fantastisk projekt, hvor man virkelig kan være visionær.
      Mvh Janne

  2. Birthe Svenstrup says:

    Jeg snublede over din side ved et tilfælde (jeg havde læst, at Fødevarestyrelsen i 2011 frarådede folk at dyrke spirer, ledte videre og endte med at skrive til ’styrelsen’ for at høre nærmere) og stødte derved ind i dehydratoren. Hvor har du anskaffet sådan én henne? Og har du haft meget glæde af den? Vh Birthe Svenstrup, Odense

    • Janne Toft Jensen says:

      Hej Birthe,
      jeg har fået den som en gave, så jeg ved ikke, hvor den er købt. Men hvis du søger på “dehydrator” på nettet kommer der en del steder frem hvor forskellige udgaver kan anskaffes.
      God fornøjelse med det 🙂
      Vh Janne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *