Inspirerende London

Jeg er lige kommet hjem fra London – en skøn forlænget weekend sammen med min mor og søster, der endte med at blive en vaskeægte inspirationstur ud i urbant havebrug. De næste to-tre indlæg her på bloggen kommer til at handle om det.

For hold da op hvor er der meget at komme efter i London, hvis man interesserer sig for urban gardening eller bare haver i det hele taget. Englændernes stolte havetradition er tydelig alle vegne, ikke mindst i de to stemningsfyldte havecentre vi besøgte og var ved at dåne over…

Det første var Petersham Nurseries, der ligger en god gåtur i grønne omgivelser langs Themsen udenfor rigmandskvarteret Richmond. Frodigt, romantisk og åh så lækkert. Jeg er sikker på at stilen har et navn, men da jeg er både design- og stilignorant, kender jeg det ikke.

Petersham Nursery
Smukt var det hele arrangeret i Petersham Nurseries udenfor Richmond.
Petersham Nursery
Overdådigt, frodigt og lækkert – stadig i Petersham Nurseries.

Senere på turen besøgte vi Clifton Nurseries i Little Venice – helt anderledes placeret end Petersham, men ligeså lækkert. Havde vi ikke hørt om havecentret på forhånd havde vi aldrig fundet det.

Midt i et kvarter med store villaer lå det klemt inde i det, vi oplevede som en baggård – pladsen inde midt mellem og bag alle villaernes små private haver – hvor der kun var adgang til via en smal sti mellem to villaer. Og igen var det en frodig og overdådig overraskelse.

Clifton Nurseries
Clifton nurseries – ikke ringere af at det var regnvejr.
Clifton Nurseries
Hvilket havecenter er komplet uden statue?

Til sammenligning virker de danske havecentre, jeg har besøgt, en smule blege- ja nærmest sterile… og så havde de engelske af slagsen også den ultimative trumf: Der var naturligvis en café begge steder til at dække de uundgåelige behov for te og kage. I Clifton endda inde i et af de fine viktorianske drivhuse. Mere stemningsfuldt kunne det næsten ikke blive.

This entry was posted in Generelt, Urban Gardening-projekter and tagged , , . Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *