Hidcote – hvor man vander græsplænerne

Forbered dig på et festfyrværkeri af billeder – måske endda flere, end du strengt taget synes, du har behov for.

Men se om du kan tygge dig igennem dem trods alt, for dette indlæg omhandler Hidcote Manor Garden – juvelen i kronen, som man siger, på vores engelske havetour 2018.

Havebassin på Hidcote, hvor naboens børn lærte at svømme i 1920’erne.

I modsætning til de første haver på vores tur, der var i privateje, var Hidcote tilbage i slutningen af 1940’erne blevet skænket organisationen National Trust, der forvalter og bevarer bygninger, haver, kunst og natur over hele Storbritannien. Og sikke en forskel, det gjorde.

Holdt op imod Hidcote virkede de private haver mest som småforpjuskede billeder af fordums skønhed, hvor kun de mest dedikerede haveentusiaster (læs: os) havde fundet hen.

Lørdag formiddag i haven
Hidcote, derimod, var et tilløbsstykke.

Iført den faste engelske haveentusiast-uniform – fornuftige sko, praktisk (gerne blomstret) sommertøj og hat – indtog horder af ældre engelske damer haven lørdag formiddag i koncentreret beundring af roser og mumlende debat om denne eller hin sort af staude.

Og der var virkelig også meget at beundre. Haven blev skabt af amerikaneren Lawrence Johnston (finansieret af hans mor) over 30 år fra 1907 og frem, og den er en af de mest berømte “Arts and Crafts gardens” i England.

Hidcote House, hvor Lawrence Johnston og hans mor boede og tilkøbte mere land til haven fra i flere omgange.

Tæt på Hidcote House var der små fine haverum med høje hække.

De små haverum var den ældste del af haven.
Farveleg – intet overladt til tilfældighederne.
Kig over roserne til huset.

Lidt længere væk fra huset blev haverummene større og med flere af de klassiske “borders” – staudebede langs en græsplæne i fine farvesammensætninger.

Det var også her, at det blev helt klart, at folkene bag Hidcote ikke lider af overdreven politisk eller klimamæssig korrekthed.

Hver en stump græsplæne var blevet omhyggeligt vandet, og ser man lige bort fra den dårlige smag i munden over, at nogen overhovedet kan finde på at gøre det, så var det lige så befriende som en mundfuld frisk bjergluft at se noget grønt, der ikke gispede efter vand i varmen.

Imponerende træ.
“Red border” – det røde bed.
“Red border” tæt på.
Lysthus med udsigt.
Flot… blomst. Ingen anelse om hvad den hedder.

I udkanten af haven fandt vi en pragtfuld udsigt over de klassiske Cotswoldsbakker, hvor fårene græsser under store træer og hver mark er indhegnet af stendiger. Jamen du godeste, hvor er der mange sten på den egn.

“The meadows” – engene.
Fårene er trukket ind i skyggen.
Folkene på Hidcote var også selv svært tilfredse med de seks store kompostbåse.

Lige så vigtigt fandt vi en sti gennem en lille skov til køkkenhaven – og en kompostproduktion i en skala, som ville gøre enhver økologisk landmand grøn af misundelse.

Den ultimative køkkenhave
På Hidcote var intet halvgjort, og således heller ikke køkkenhaven.

Den var på størrelse med en fodboldbane, indhegnet med hvidt stakit og espalierede frugttræer og gav – forestiller jeg mig – et fint billede af den størrelsesorden grøntsags- og frugtproduktion, der engang har hørt til et stort gods.

Her var bønner, ærter, squash, græskar, kartofler, kål, rodfrugter, salater, asparges og meget meget mere.

Ind imellem alt det spiselige var der rækker med blomster og blomstrende krydderurter, både til afskæring og til at tiltrække bestøvende insekter.

Køkkenhaven var, kort sagt, den ultimative fryd for en grøntsagsdyrker at gå på opdagelse i.

Kålbed mm.
Mere kål.
Bladbeder, artiskokker og blomstrende krydderurter.
Squash.
Krydderurte- og blomsterbed.
Skæreblomster med asparges i baggunden.
Blomstrende oreganobuske kanter bedene.
Espalieret pæretræ langs køkkenhavens stier.

 

 

Til køkkenhaven hørte naturligvis også et sæt mistbænke og nogle store drivhuse. Og, endelig, som en lille oase mellem køkkenhave og prydhave, det smukkeste væksthus – og en havedam, naturligvis.

Væksthus med eksotiske planter.
Kig ud fra væksthus.
Havedam.
Mere havedam.

Ingen have uden café, og sådan en havde Hidcote naturligvis også.

Skilt ved indgangen til caféen.

Vi tilbragte det meste af en dag på Hidcote, og jeg kan varmt anbefale et besøg. Nabohaven Kifsgate skulle faktisk også være en meget smuk sag, passet af tre generationer af kvindelige gartnere, men vi måtte strække våben efter Hidcote. Selv drevne havegængere kan blive fyldt op med indtryk.

Kifsgate må blive næste gang.

This entry was posted in Byhaver og andre grønne projekter, Visioner og spændende ideer and tagged . Bookmark the permalink.

One Response to Hidcote – hvor man vander græsplænerne

  1. Ejvind Jensen says:

    Tak for rundtur. Færre fotos ville ikke kunne fortælle den historie. Er nu tilføjet “to see” listen. Godt I fandt den.
    Venlig hilsen ……. Ejvind

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *