Haveplan for 80×200 cm

I år har jeg lavet en haveplan. Det kan selvfølgelig virke en smule overflødigt, når man reelt ikke har en have, men jeg har efterhånden fået tiltusket mig et stykke af den allerbedste sydvendte mur i gården til mine potter. Prime location ville englænderne kalde det.

I alt bliver det til knap 2 meter, inklusiv en stor potte med klematis, som er gårdens fælles. To potter kan stå tæt på hinanden ud fra muren uden at genere nogen for meget, satser jeg på, så jeg har nu en udendørs voksepladsl på 200×80 centimeter.

Og i år bestemte jeg mig altså for at lave en rigtig plan for mine potter.

Det krævede ikke andet end papir, et målebånd, blyant, viskelæder og en saks. Jeg startede med at måle det samlede areal samt alle mine store potter helt præcist op. Så tegnede jeg muren, klematissen og dens ”klatrestativ” på muren ind på et stykke ternet papir i det rigtige størrelsesforhold.

Gør-det-selv haveplan
Gør-det-selv haveplan

Næste skridt var på et andet papir at tegne mine potter – igen i det rigtige størrelsesforhold – for bagefter at klippe dem ud. Nu kunne jeg mingelere potterne rundt langs muren på papiret, til jeg fik mest muligt ud af det lille stykke gård – uden at få sved på panden.

Herefter kom den svære øvelse med at vælge, hvad der skal i potterne i år. Eller snarere fravælge, for når man har ambitioner nok til at udfylde en herregårdshave af den store slags, at det lidt en udfordring at klemme sig ned på under 2 m2.

Men altså, efter mange svære overvejelser faldt valget i år på tomat, stangbønner, agurk og sukkerært op ad muren, og i rækken uden for: Busktomat, tallerkensmækker (blomsterkarse), rabarber, kartofler og peberfrugt.

Rentegnet haveplan
Rentegnet haveplan 2013

Med det på plads tegnede jeg haveplanen rent på et hvidt stykke papir og var klar til at gå ud at købe de sidste frø.

Haveplanen kom til verden allerede i starten af april, da det stadigvæk var tvivlsomt om foråret overhovedet ville komme til Danmark i år. Og jo, den er da blevet revideret en smule siden. Fx overlevede sellerien fra sidste år ikke da jeg glemte at vande den…

Men planen har virkelig vist sit værd mange gange allerede, bl.a. som reference da jeg begyndte at forspire i vindueskarmen og ikke mindst nu, hvor jeg så småt er begyndt at plante ud.

Der er selvfølgelig meget mere avancerede måder at lave haveplan på. Hvis man har en vokseplads som fx en altan, der ikke lige er stik sydvendt, kan det godt betale sig at starte med at observere hvilke dele, der får mest sol, tegne det ind på planen, og så udvælge og placere sine planter efter det.

Min vokseplads ligger imidlertid stik syd og får lige omkring seks timer sol hver dag, så det trin sprang jeg over.

Det er også muligt at lave fine haveplaner med hjælp af særlige programmer på nettet. Søg fx på ”vegetable garden planer”, så kommer der en hel masse frem.

This entry was posted in Generelt, Urban Gardening-projekter and tagged , , , , . Bookmark the permalink.

3 Responses to Haveplan for 80×200 cm

  1. Merete says:

    Man kan også argumentere for at jo mindre haven er jo vigtigere er det med planlægning, så man ikke pludselig står med et par poser frø og ikke mere plads. Desuden er det en rigtig hyggelig beskæftigelse.

  2. Janne Toft Jensen says:

    God pointe, Merete. Det er i hvert fald en situation jeg kan genkende 🙂

    Desværre løser haveplanen ikke også det problem man får, når man forspirer mere end ét frø for at være sikker på gevinst – og så alligevel ender med at have dobbelt så mange planter som man har potter og plads til i gården!

    • Merete says:

      Nej, det “problem” kender vi alle. Jeg har en veninde, som efter endt udplantning, putter overskydende planter i en kasse og tager dem med på arbejde. Så er de væk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *