Evnen til at sige pyt

Årets haveeventyr ser ud til at blive god træning for min evne til at putte i pytkassen.

Ved weekendens ankomst til nyttehaven mødte følgende syn os nemlig:

Have til venstre – ryddet, gravet, revet og luget (muligvis med pincet). Ikke et enkelt uskyldigt stykke ukrudt i sigte.

Have til højre – to venlige veninder i fuld gang med at bringe haven op på førnævnte lods standard, om ikke ved brug af pincet, så i hvert fald med noget meget fintandet værktøj.

Have i midten (det er vores):

– øverste tiendedel ryddet … sådan da, med greb;
– stort stykke overdækket nødtørftigt med ukrudtsfilt, i erkendelsen af at ja, måske når vi det ikke, før vi bliver overmandet
– rabarber på vej op i tæt kamp mod horder af skvalderkål
– krydderurtebed, tja, urterne kommer fint op, det samme gør alt muligt andet
– staudebed – øh, ja, jeg håber, de der stauder vokser hurtigt, for ellers er der i hvert fald noget andet der gør
– og så er der det skyggefulde område ved skuret, hvor jordskokker og skvalderkål ser ud til at leve en lykkelig og frodig sameksistens.

Jordskokker og skvalderkål bag skuret.

Men pyt. Vi når det, vi når. Jeg håber bare mine naboer er lige så gode til at sige pyt. Eller har lyst til at øve sig i det.

For som min mor sagde, da hun var på visit: “Jeg kan da egentlig godt forstå, de har sat det der skel ned i jorden mellem din have og deres.”

Skellet er noget bølget plastik, der muligvis går langt ned og med lidt held holder noget ude eller inde. I mit tilfælde skvalderkål. Inde, altså.

Skide godt, Egon
Nå, men ellers var besøget lykkeligt. Havebænken, som jeg fik til min fødselsdag for nylig, har fået monteret brædder under benene, så vi nu kan sidde og nyde frodigheden uden at synke ned i den.

Mejsekassen – også en gave – er hængt på skuret, og nok skvalderkål i staudebedet ryddet væk til at få sommerfuglebusken i jorden.

To kartoffelbede made by Alfred. Stier og udretning by Janne.

Gravemaskinen Alfred gjorde kort proces med kartoffelstykket. Han går meget lidt (som i overhovedet ikke) op i om bedene får samme bredde og længde i begge ender, men han kan grave, kultivere og få smidt kartofler i jorden på no time.

Wham, bam, thank you M’am.

Vi overvejede kort om de burde dækkes over med fleece, men endte med at sidde på bænken og rose os selv for velgennemført arbejde i stedet.

For pyt, de kommer jo nok op alligevel. I hvert fald nogen af dem. Og ellers kommer der helt sikkert noget andet.

What’s not to like?
This entry was posted in Nyttehave, Urban Gardening-projekter and tagged , , , , . Bookmark the permalink.

6 Responses to Evnen til at sige pyt

  1. Ejvind says:

    Stor respekt for gravemesteren. Godt gået!! – eller gravet.

  2. Gitte says:

    Hej Janne

    Hold op et fantastisk indlæg :-). Det er virkelig godt bygget op og historien tvistede sig skævt og skønt. Din mors kommentar efter beskrivelsen af de andres haver fremprovokerede en solid sværm af morgenmadsprodukt ud over mit spisebord. Måske ikke så lækkert, men dit indlæg løftede lige humørbarometeret et par takker ekstra. Tak for det og ser frem til flere haveberetninger fra din hånd.

    Mvh. Gitte

  3. Kirstine says:

    Det skal nok blive fint med tiden 🙂 Husk at skvalderkål ikke sender rødderne længere ned end maks et spadestik. Så hvis du graver en rende mellem civilisationen og vildnisset, breder det sig ikke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *