En ikke helt ingeniør-agtig opsætning

Tadaa… teltdrivhus opsat, hvor naboen og jeg forsøger at slå en peberrod ihjel med presenning. Win-win. Og skulle det vælte, så er der også plads til det!

Nu vi er ved den tekniske begavelse… faktisk så er GrowCamp’en ikke den eneste nyerhvervelse i Storbyhaven i år.

Min mor har nemlig skænket mig et lille telt-drivhus, som min søster og jeg for nogle år siden gav hende i fødselsdagsgave, importeret fra England.

Siden har hun og min far bygget sig et virkelig seriøst drivhus med mustenssokkel, spir på taget, automatisk vandingssystem og brændeovn – et såkaldt driverhus – men det er nu en ganske anden historie.

Hvorom alting er, så blev teltdrivhuset mildest talt blæst af banen af konkurrencen og er derfor havnet hos mig.

Vupti, vupti, ritsch
Til min store glæde var det ikke spor svært at sætte op, og det giver endda en lidt festivalagtig vibe fra sig, hver gang man lyner op ind til planterne.

Fluks blev fire kapilærkasser installeret med forspirede tomater, chili og pebre. Og fluks blev vandslangen rullet ud og kapilærkasserne fyldt op.

Knap så fluks viste det sig at være, da døren (som faktisk er en hel aflynelig side) skulle lynes til omkring de nye installationer. For skønt min mor havde forsikret, at der fint kunne være fire kapilærkasser i teltet, så viste det sig at være en sandhed med visse modifikationer.

“Ritsch” sagde sammenføjningen mellem telt og bund, da jeg insisterede på at det skulle kunne lade sig gøre. Øv.

Når naboer bør tie stille
Bedre blev humøret ikke, da min havenabo ved synet af det fine nye drivhus tørt bemærkede: “Ja, den råber jo ikke ligefrem ‘ingeniør!’, den dér opsætning”.

Hmf. Han har desværre ret. Da jeg storsvedende kastede mig ned på bænken og studerede drivhusteltet på afstand, var det svært ikke at bemærke en vis slagside.

Heldigvis hverken letter eller vælter det foreløbig. Der er vel 50 liter vand i hver kapilærkasse.

Og naboen blev tilgivet, da han venligt tilbød at hjælpe med både den ingeniørmæssige ekspertise og muskelkraften til at få drivhuset i vater, når engang tomaterne har drukket første portion vand.

Det hjalp også, at han kastede en række forspirede, gule rødbeder oven i handlen.

This entry was posted in Grej og gadgets and tagged , , , , . Bookmark the permalink.

2 Responses to En ikke helt ingeniør-agtig opsætning

  1. Kirstine says:

    KAN problemet mon skyldes, at dimsen er opsat på en skråning ..?

  2. Storbyhaven says:

    Tjo, det er da absolut en medvirkende faktor. Men det, at jeg ikke lige fik planet bedene på opsætningsstedet spiller nok en større rolle…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *