Det sidste søm til irisens ligkiste

I slutningen af oktober kom efteråret kortvarigt på besøg i haven. Temperaturen dykkede til lige over frysepunktet og i Jylland lå der sne.

Det var den weekend nabo-Mads og jeg havde valgt til at etablere vores længe planlagte fælles bærbed i skellet mellem haverne. Kl. 10.30 lørdag formiddag troppede drengen og jeg derfor op iført fem lag tøj og – for teenagerens vedkommende – en vis mængde modstand mod projektet, vejret og tilværelsen i al almindelighed.

I fht. både projektet og vejret kan man nu ikke holde det imod ham. Vi har godt nok været igennem det bed nogle gange i løbet af det sidste år.

Først da den forrige haveejers enorme iris skulle hakkes i stykker og vendes som tørv, siden da der blev lagt kartofler ned mellem blokkene – og senest, da kartoflerne skulle høstes i juni, og der fulgte et temmelig stort arbejde med at sortere de stadig kompakte irisblokke fra.

Siden har bedet bare ligget fint, rent og super klart til dets endelige formål: At blive et grønt skel i form af forskellige bærbuske i duet med naboen.

Heldigvis er der virkelig stor effektivitet over min havenabo. Mens drengen og jeg ofte bruger en god portion af tiden i haven på bænken i solen med kiksekufferten, glemmer naboen som regel at spise i haven, siger han. Jeg tror ham.

Inden bærbuskene kom i jorden fik vi (læs: Mads) lige udvidet bedets m2 ved at vælte første del af det faldefærdige hegn, der hidtil har stået i noget af skellet.

Så gravede han gudskelov også de ældgamle jordskokker op, som hvert år vælter fra min side ind til ham, og som jeg fuldstændig har opgivet at kæmpe med. Og lagde en membran ned, så evt. rester ikke overtager bærbuskebedet. Jamen altså.

Drengen, der var muggen fordi han frøs, fik stukket en sav i hånden og gik løs på det selvsåede træ af ubestemt herkomst, der står langt tilbage i skellet og skygger til ingen verdens nytte. Det blev savet ned til ca. en meter i højden, hvor ideen er at det skal dø og stille og roligt gå til til glæde for insekter. Og måske til brug for svampedyrkning.

Træet fældes mens michelin-damen ser på.

 

Effektiviteten ville simpelthen ingen ende tage.

Rodet ser det ud, men der er masser af guf til regnorme og andet mikroliv.

Undervejs havde vi haft store overvejelser om at anlægge lasagne- eller hügelbed, men i sidste ende valgte vi den pragmatiske løsning – drengen og jeg klippede grene og andet haveaffald i stykker, og Mads hakkede det ned i jorden med en spade.

Og bingo – omsider nåede vi til bærbuskene. Jeg havde stikkelsbær og ribs andetsteds på min jordlod, som alle dage har trængt til bedre plads, så de blev flyttet.

Fra Camilla Plum havde Mads rekvireret to tilsvarende buske til hans side af bedet. Kronen på værket var to taybær-buske, som skulle være gode til marmelade.

Eneste udestående er nu enden af bedet, der skal være surbundsbed med blåbær. Til foråret, aftalte vi. Eller senere. I hvert fald en dag, hvor temperaturen er over 2 grader.

Færdigt bed med nedtaget hegn lænet op ad skuret.
This entry was posted in Nyttehave, Vinterdyrkning and tagged , , , , . Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *