Albinoindianere og andre overraskelser

Vi starter lige ud med lidt tørvejrs-idyl – det er jo i svær restordre for tiden.

Men søndag var det lunt, mildt og tørt i nyttehaven. Drengen og jeg uhhh’ede og ahhh’ede tilfreds på vores rundgang i paradiset og kommenterede efter tavs overenskomst overhovedet ikke på den kraftige stigning i antallet af dræbersnegle eller tegnene på deres hærgen.

Vi er gode til at fokusere på det positive.

Urskoven af snerler og meterhøje jordskokker bag skuret, der nu helt har ædt kompostbunken, er f.eks. “fin og frodig” at se på. Kålene har omsider fået ansats til hoveder (og hvem gider så tænke på at de er mere hullede end en schweizer-ost), og de få af vores aspargeskartofler, der ikke rådnede, var verdens bedste.

Jo, der er meget at glædes over.

I går var begejstringen stor over de første høstede majs. Der var kerner på! Hurra!

Godt nok mente vi begge, at den flotte hvide kolbe var af sorten “Blue Hopi” og derfor rettelig burde være blå – meeen med den slags succeser skal der mere end en albinoindianermajs til at slå os af pinden.

Den røde popcornmajs havde mest røde prikker i stedet for røde kerner – til gengæld havde en enkelt blå kerne her sneget sig ind. Og sukkermajsens kerner var fint spredt med mellemrum, så man rigtig kunne beundre hver enkelt.

Vi tæller det som en bragende triumf på majsdyrkningsfronten.

Flere overraskelser
Men der var mere godt og uforudset i vente.

Krydderurtebedet, der – indrømmet – har resideret i den mentale afdeling for “det gør vi noget ved til næste år” (og ser ud derefter) havde fået en uventet beboer fra det ydre rum. Eller måske fra kridttiden.

I hvert fald var det ikke én, vi havde haft nogen hånd i at tilvejebringe.

“Det er en squashosaurus,” afgjorde min kloge 12-årige efter at have stirret længe på den tre kg tunge vandmelonsagtige (men så alligevel ikke helt) ufo, der havde gemt sig grundigt mellem stokløben fennikel, løvstikke og vildfarne hindbærskud.

Efter at være blevet bugseret den ud af vildnisset, henfaldt den snarere i kategorien græskar. Det interessante er bare, at vi ingen grønne græskar har sået. Blå og orange, ja, men absolut ikke grønne. Og heller ikke vores naboer.

Vi kunne selvfølgelig have forsøgt at følge den ranke, vi plukkede den fra, for at afklare dens ophav. Men når jeg siger vildnis, så er det ikke en overdrivelse. Og i forvejen er det ret smertefuldt at forsøge at komme nær nok hindbærgrenene for at plukke bærene.

Vi opgav på forhånd, og squashosaurusufogræskaret kom med hjem, blev vejet og røg i suppegryden, hvor den blev til verdens bedste græskarsuppe.

Selvfølgelig.

Dagens høst – både cykelkurv, køleskab og fryser udviser efterhånden voldsomme kapacitetsproblemer.
This entry was posted in Nyttehave and tagged , , , , . Bookmark the permalink.

One Response to Albinoindianere og andre overraskelser

  1. Ejvind says:

    Tillykke med høsten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *