Agurkedetektiven

Siden min skønne vindueskarmsagurk det første år jeg var bybonde, er det ikke gået så godt med planter fra græskarfamilien – det er her både agurk, squash og græskar hører til.

Forkrøblede blade på min squash sidste år.
Forkrøblede blade på min squash sidste år.

Hver eneste sort af agurk og squash, jeg har sået de to sidste år, er kommet op med mærkeligt forkrøblede blade og alle tegn på misvækst.

Forklaringsmodellerne har strakt sig fra virus og skadedyr til naboens cigaretrøg og helt til karma efter synder begået mod agurker i tidligere liv. Men nogen egentlig klarhed over sagen er jeg aldrig rigtig kommet til.

I år havde jeg tænkt at gentage succesen med en vindueskarmsagurk – nu hvor jeg ikke kan dyrke i gården.

Men nej. Den lille spire kom atter op og så ikke bare forkølet, men direkte kræftsyg ud.

Og nu er jeg med et godt dansk udtryk FED UP.

Nu vil jeg til bunds i det her. Jeg er blevet agurkedetektiv.

Mark fra Vertical Veg var så rar at poste mit problem i sin facebook gruppe, og med 65 svar var der nok forklaringer at vælge imellem: PH-ubalance, manglende mineraler og næringsstoffer i jorden, rester af pesticider i jorden, virus, overvanding, vandkvalitet, bakterie-/svampeinfektion i lejligheden, skadedyr, virus, for lidt sol, for lidt varme…

En del af det kan jeg rent faktisk teste, så det er lige præcis, hvad jeg har tænkt mig at gøre.

Det første var let – mit PH-meter (kombineret med fugtighedhedsmåler og lysmåler i ét – I love it) melder at alt, hvad jeg har at så i, har en fin PH.

Er der for lidt lys i mit vindue? Helt sikkert – så jeg har fundet vækstlyset frem igen. Og overvander jeg? Formentlig…

Luften, jorden eller vandet
Der skal altså testes for skidt i jord, luft og vand. Jeg har derfor desinficeret 12 små potter og fundet agurkefrø frem, som jeg ved der ikke er noget i vejen med.

Jeg har tre typer jord, som er blevet fordelt med fire potter af hver: Kokosfibre, pottemuld uden spagnum og så- og priklejord.

I hver slags jord er der sået agurk i to potter, som er vandet med hanevand, og to potter som er vandet med demineraliseret vand.

Og for hver af de to potter, er den ene blevet overdækket med en plastikpose.

Agurketest - så er det bare at vente.
Agurketest – så er det bare at vente.

Jeg har selvfølgelig konstrueret et fint skema til at logge resultaterne.

Nu står alle 12 potter under vækstlyset og bliver nøje inspiceret dagligt. Når agurkerne kommer op – forudsat at nogen af dem ser sunde ud og andre ikke – burde jeg derud fra kunne regne ud, om det er jord, luft eller vand som skaber problemet.

Personligt hælder jeg til at det er noget der er luftbårent. Hvad jeg så kan gøre ved det er en helt anden sag.

Videnskabeligt skema til logning af resultater.
Videnskabeligt skema til logning af resultater.
This entry was posted in Køkkenhaven i vindueskarmen and tagged , , . Bookmark the permalink.

8 Responses to Agurkedetektiven

  1. merete says:

    Jeg skal love for at du går videnskabeligt og systematisk til værks.
    At og til kommer mine agurker og græskar med brune og forkrøblede kimblade. Så står de der helt skævt med måske kun et blivende blad. Nogen gange kan de vokse fra det. Jeg har altid tænkt at det var frøet der var noget galt med.

  2. Janne says:

    Hej Merete, det er så markant at ALLE agurker og squash, uanset frø og jord, sidste år kom op og så elendige ud. Ingen af dem voksede for alvor fra det. Et eller andet grundlæggende må være galt…

  3. Hej Merete – du mangler en potte med rockdust. De nødvendige mineraler gavner ikke blot væksten, men beskytter mod sygdom.

    • Janne says:

      Spændende, Claus. Mener du at så direkte i rockdust, eller i en potte med pottemuld iblandet rockdust? Det må jeg bestemt prøve. Vh Janne

  4. Jeg mener en potte med pottemuld iblandet rockdust. to-tre spiseskefulde pr. liter pottemuld er fint. Og så er det vigtigt at jorden ikke er fattig på kvælstof, da den biologisk omsætning af mineralerne i rockdust, kræver kvælstof.

  5. Hvad siger prognosen? Er der noget der spirer?

  6. Janne says:

    Uh ja, der sker en helt masse. Forvirringen er nu total. Der kommer lige et indlæg om det…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *