Om venskaber og have-putning

Ja, så gik bloggen lige lidt i stå igen. Jeg har haft indtil flere indlæg planlagt, men så gik tiden og fokus fløj et andet sted hen.

Sensommer i haven.

Indtil det begyndte at regne i august var det nu heller ikke, fordi der skete noget særligt i haven. Sjældent har der været så lidt at lave, ud over at vande og bede til at det hele overlevede tørken.

Det gjorde det meste, men det kan vi vende tilbage til i et andet indlæg, for i går har jeg været ude at putte haven i seng for vinteren. Lidt underligt, taget i betragtning at jeg så sent som dagen før gik rundt uden jakke i solskinnet.

Vinterdyne
Imidlertid følger nyttehaveforeningens årskalender månederne og ikke vejrgudernes forkludring af årstiderne, og dermed var det blevet tid til efterårets levering af en kæmpe stak hestemøg til fordeling mellem haverne.

Fordelingen går efter først til mølle og “den med de stærkeste arme får de fleste læs”, og her kommer jeg mildest talt til kort. Jeg kan hverken køre trillebør eller skovle.

Enter min ven Kurt, helten fra Næstved, der troligt stiller op på Amager, når noget er for tungt eller svært. På en lille time fik han kørt ti trillebører møg ind på mine bede, hvor det blev fordelt i røg og sødlig damp. Det er varmt, sådan noget hestemøg.

Det kan man da kalde venskab.

Vinterputtede bede. Sov godt 🙂

Nu er bedene puttet under en lun dyne af pærer og halm, og for at det ikke skal være løgn, stak han også lige min kompost om med små lag af møg ind i mellem alt haveaffaldet. Jeg var så lykkelig, at jeg kunne have tudet.

Ikke megen omsætning i komposten hen over sommeren. Men nu tror jeg på det.

Hvis der er noget man lærer som halv- (til tider hel-) invalid, så er det at sige ja tak, når nogen tilbyder hjælp.

Man bliver god til at lægge alle fine fornemmelser på hylden, sige tak fra bunden af hjertet og håbe, at man som menneske formår at give tilbage på andre måder i livets store karmakredsløb.

Kikse-taknemmelighed
Således også forleden, hvor en veninde med sin tre-årige søn dukkede på besøg i haven. Hun har haft hus og have på Bornholm og tog ét kig på min langhårede græsplæne, før hun spurgte, om ikke hun skulle slå den.

Øh, jo tak da! Det gjorde hun så yderst grundigt, helt indtil batteriet på den kanttrimmer, der er det eneste, der kan tackle den bulede plæne, gav op.

Imens satte William og jeg hvidløg, og jeg forsøgte at lære den nye haveprotegé forskellen mellem “én” og “en håndfuld”.

Der er lidt vej endnu.

Da solen hen på eftermiddagen forsvandt bag hegnet ind til tennisklubben, var min veninde gået løs på et par bede, der har ligget brak under tørken.

Hun hev græstotter og ukrudt op med en iver, som blev hun betalt for det og gav kun modvilligt slip på greben, da William og jeg nødede hende til en kiks fra kiksekufferten.

Jeg håber at mine fantastiske venner ved, hvor meget jeg værdsætter deres hjælp. Også selvom jeg mest betaler tilbage i kiks. Og kål.

 

 

Posted in Kompost, Nyttehave | Tagged , , | Leave a comment

Til naturistdag i klosterhaven

Var der nogen af jer, der hørte Mads og Monopolet på P4 for måske tre uger siden? Mere specifikt tænker jeg på dilemmaet om den ældre herre, der generøst slog alle naboernes græsplæner på sin havetraktor iført… ingenting.

En smule grænseoverskridende, syntes naboerne, men de skulle bare vide, hvordan tingene foregår i England. Her stødte min mor og jeg nemlig ind i en udvidet version af havetraktor-gate.

Det var på sidste dag af vores havetour, og som en sidste fornøjelse på vej til lufthavnen ville vi lige se en gammel klosterhave, Abbey House Gardens i middelalderbyen Malmesbury. Haven havde solgt sig selv overbevisende til os med den smukkeste drone-video på hjemmesiden, og så skulle den endda have en god café, hvor vi kunne spise vores frokost. Win-win.

Første skilt, der mødte os, lød lovende:

Imidlertid hang også dette opslag på porten:

Oh dear.

Den udmelding slog os kortvarigt ud, indtil min mor mor med overbevisning sagde: “Så er der nok ikke ret mange mennesker i haven i dag!” – og det var jo en god måde at se positivt på udsigten til en nøgen medbesøgende eller to.

Her forregnede vi os imidlertid en smule.

Muligheden for at smide tøjet i de grønne omgivelser var åbenbart en populær attraktion i den engelske sommervarme; ja, faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at det var et trækplaster. Og vi fuldt påklædte turister var i nærmest grinagtigt undertal.

Fokus, fokus, fokus
Men nu var vi der jo, så vi skød hjertet op i vores pænt tildækkede bryst(er) og gik igang med at studere haven. Det kræver dedikation og en vis øvelse at stille skarpt på enten makro eller uendelig, når der i alle retninger er bare måse og klokkeværk i synslinjen.

Det er også svært at tage billeder af andet end close-up-blomster, for selvsagt går man ikke til naturistdag for at gemme sig væk. Hvert et kryds af havegange og hvert et smukt planlagt forløb gennem haven var dekoreret med små hyggegrupper af nøgne havegroupies.

Et heldigt skud – kun af haven.
Alt i lavendel.

Jeg gjorde dog et hæderligt forsøg med kameraet – resultatet kan udmærket bruges til en omgang “Find Holger” for voksne. Her vil jeg dog nøjes med de få, hvor det lykkedes ikke at få (ret meget) nøgenhed med.

Den vilde, bagerste del af haven.
Fin var haven – endnu et heldigt skud uden barhudede medvirkende.

Vi opdagede hurtigt, at en have med mange små rum og høje hække ikke nødvendigvis er en fordel, når man er det tildækkede og småsippede indslag til nøgendag.

Der er noget sært urovækkende ved at gå fra haverum til haverum, når næste haveentusiast kan tænkes at hænge ud lige om hjørnet – kun iført fornuftige sko, brune ankelsokker og hat.

Med til standarduniformen hørte også en lille håndklæde over armen (for at forhindre splinter fra træbænkene i de sarte dele?) og – for enkelte af mændenes vedkommende – en fuldt påklædt kone.

Langt de fleste naturister var dog bare mænd uden medfølgende koner, påklædte eller ej.

Café med kig op
Da vi havde gjort et hæderligt forsøg på at kigge bagved, ved siden af og omkring på haven, tog vi et hurtigt tjek af caféen. Fin så den ud, med åben vægside og let hævet i forhold til haven – men også naturister skal spise, så vi blev enige om at pubben på torvet var et mere tiltrækkende alternativ for de påklædte.

Her serverede de Sunday Roast med brun sovs i eftermiddagsheden, og det var der på en eller anden måde noget uhyre beroligende over.

Posted in Generelt, Visioner og spændende ideer | Tagged , | 2 Comments

Det svageste led

Jeg afbryder lige rækken af indlæg fra de engelske haver med en servicemeddelelse:

Selv hvis du har investeret tid, sved og temmelig mange kroner i et snegle- og kålsommerfugl-sikret højbed, så virker det ikke, hvis ikke det er lukket.

En kæde er ikke stærkere end det svageste led, som man siger. Og det svageste led er i det her tilfælde undertegnede.

Husker I GrowCampen? Det ret besværligt opsættelige højbed med netoverdækning, der skulle være sneglesikkert?

Kig gennem nettet i GrowCampen. Foto fra juni.

Faktisk har anordningen efter det indledende bøvl været en stor succes. Lidt skidt design i fht. til arbejdsstilling pga. en stang i brysthøjde, bevares, men absolut snegletæt. I denne tørke har netoverdækningen endda holdt noget på fugten efter vanding.

Resultatet har været fine ærter, salatblade, fennikel og kål helt uden bidmærker og slimspor. Stor begejstring.

Indtil nu.

Forleden begyndte kålen nemlig på mystisk vis at se noget tjavset ud. Med blade, der umiskendeligt var godt i gang med at forsvinde, bid for bid.

Et hurtigt bagsidetjek afslørede kållarver i angrebsformation og mange af dem.

Gudhjælpemig om ikke også jeg fandt tre små voldsnegle til højbords i kålen.

Taget på fersk gerning.

Og her er det så, at man med god ret kan undre sig over, hvordan de er kommet ind i køkkenhavens svar på Fort Knox.

Det kræver åbenbart ikke lang tid for en kålsommerfugl at få afleveret sin last af æg. Wham bam, thank you M’am, så er det klaret, og jeg må nok erkende, at jeg ikke har været super duper ops på at få lukket nettet til igen efter vanding. Overhovedet, faktisk.

Når jeg tænker tilbage, har der været masser af lejligheder, hvor nettet har stået åbent i en halv times tid, mens jeg har tullet rundt, læst bog eller ordnet andre ting.

Ikke mere. Nu er der kållarve- og snegletjek ved hvert havebesøg og nettet bliver omgående smækket i efter mit raid. Der bliver heldigvis færre larver for hvert tjek.

Jeg håber bare, jeg finder dem alle, før kålen er helt spist.

Posted in Nyttehave | Tagged , , , , | Leave a comment

Hidcote – hvor man vander græsplænerne

Forbered dig på et festfyrværkeri af billeder – måske endda flere, end du strengt taget synes, du har behov for.

Men se om du kan tygge dig igennem dem trods alt, for dette indlæg omhandler Hidcote Manor Garden – juvelen i kronen, som man siger, på vores engelske havetour 2018.

Havebassin på Hidcote, hvor naboens børn lærte at svømme i 1920’erne.

I modsætning til de første haver på vores tur, der var i privateje, var Hidcote tilbage i slutningen af 1940’erne blevet skænket organisationen National Trust, der forvalter og bevarer bygninger, haver, kunst og natur over hele Storbritannien. Og sikke en forskel, det gjorde.

Holdt op imod Hidcote virkede de private haver mest som småforpjuskede billeder af fordums skønhed, hvor kun de mest dedikerede haveentusiaster (læs: os) havde fundet hen.

Lørdag formiddag i haven
Hidcote, derimod, var et tilløbsstykke.

Iført den faste engelske haveentusiast-uniform – fornuftige sko, praktisk (gerne blomstret) sommertøj og hat – indtog horder af ældre engelske damer haven lørdag formiddag i koncentreret beundring af roser og mumlende debat om denne eller hin sort af staude.

Og der var virkelig også meget at beundre. Haven blev skabt af amerikaneren Lawrence Johnston (finansieret af hans mor) over 30 år fra 1907 og frem, og den er en af de mest berømte “Arts and Crafts gardens” i England.

Hidcote House, hvor Lawrence Johnston og hans mor boede og tilkøbte mere land til haven fra i flere omgange.

Tæt på Hidcote House var der små fine haverum med høje hække.

De små haverum var den ældste del af haven.
Farveleg – intet overladt til tilfældighederne.
Kig over roserne til huset.

Lidt længere væk fra huset blev haverummene større og med flere af de klassiske “borders” – staudebede langs en græsplæne i fine farvesammensætninger.

Det var også her, at det blev helt klart, at folkene bag Hidcote ikke lider af overdreven politisk eller klimamæssig korrekthed.

Hver en stump græsplæne var blevet omhyggeligt vandet, og ser man lige bort fra den dårlige smag i munden over, at nogen overhovedet kan finde på at gøre det, så var det lige så befriende som en mundfuld frisk bjergluft at se noget grønt, der ikke gispede efter vand i varmen.

Imponerende træ.
“Red border” – det røde bed.
“Red border” tæt på.
Lysthus med udsigt.
Flot… blomst. Ingen anelse om hvad den hedder.

I udkanten af haven fandt vi en pragtfuld udsigt over de klassiske Cotswoldsbakker, hvor fårene græsser under store træer og hver mark er indhegnet af stendiger. Jamen du godeste, hvor er der mange sten på den egn.

“The meadows” – engene.
Fårene er trukket ind i skyggen.
Folkene på Hidcote var også selv svært tilfredse med de seks store kompostbåse.

Lige så vigtigt fandt vi en sti gennem en lille skov til køkkenhaven – og en kompostproduktion i en skala, som ville gøre enhver økologisk landmand grøn af misundelse.

Den ultimative køkkenhave
På Hidcote var intet halvgjort, og således heller ikke køkkenhaven.

Den var på størrelse med en fodboldbane, indhegnet med hvidt stakit og espalierede frugttræer og gav – forestiller jeg mig – et fint billede af den størrelsesorden grøntsags- og frugtproduktion, der engang har hørt til et stort gods.

Her var bønner, ærter, squash, græskar, kartofler, kål, rodfrugter, salater, asparges og meget meget mere.

Ind imellem alt det spiselige var der rækker med blomster og blomstrende krydderurter, både til afskæring og til at tiltrække bestøvende insekter.

Køkkenhaven var, kort sagt, den ultimative fryd for en grøntsagsdyrker at gå på opdagelse i.

Kålbed mm.
Mere kål.
Bladbeder, artiskokker og blomstrende krydderurter.
Squash.
Krydderurte- og blomsterbed.
Skæreblomster med asparges i baggunden.
Blomstrende oreganobuske kanter bedene.
Espalieret pæretræ langs køkkenhavens stier.

 

 

Til køkkenhaven hørte naturligvis også et sæt mistbænke og nogle store drivhuse. Og, endelig, som en lille oase mellem køkkenhave og prydhave, det smukkeste væksthus – og en havedam, naturligvis.

Væksthus med eksotiske planter.
Kig ud fra væksthus.
Havedam.
Mere havedam.

Ingen have uden café, og sådan en havde Hidcote naturligvis også.

Skilt ved indgangen til caféen.

Vi tilbragte det meste af en dag på Hidcote, og jeg kan varmt anbefale et besøg. Nabohaven Kifsgate skulle faktisk også være en meget smuk sag, passet af tre generationer af kvindelige gartnere, men vi måtte strække våben efter Hidcote. Selv drevne havegængere kan blive fyldt op med indtryk.

Kifsgate må blive næste gang.

Posted in Byhaver og andre grønne projekter, Visioner og spændende ideer | Tagged | 1 Comment

Engelske haver: Den tilgroede og designerhaven med den gode afternoon tea

Når man tænker engelske herregårdshaver, er det tit et billede af ordentlighed, formklippede buske og nøje farveafstemte bede, der dukker op på nethinden.

Her var Cerney House Gardens lidt en undtagelse. Utilsigtet fra ejernes side, tror jeg, men ikke destomindre ret … uordentlig.

Ligesom Miserden lå Cerney for enden af en meget lille vej, og her var der seriøst få mennesker, der havde fundet hen – ikke engang ejerne, tilsyneladende. Entréen blev betalt i en postkasse og den obligatoriske café var også en selvbetjeningsaffære.

Kig ud over Cerney House Gardens fra det højeste punkt i haven.
Kig ind gennem det, der engang var en række strengt planlagte haverum.

Romantisk forfald
Endnu engang var der tale om en muromkranset have, der hørte til et (iøvrigt velholdt) manor house, men selvom haven tydeligvis stadig blev dyrket, var den sine steder tilgroet og der var en følelse af forladthed og begyndende forfald over den.

Men hvad kan man også gøre for fem pund i entré og meget få gæster?

Haven var anlagt ned gennem en slugt under høje træer på toppen og er formentlig et myggehelvede en mindre tør sommer.

Jeg har ikke mange billeder derfra, for faktisk var den ikke særlig fotogen, men alligevel var det en fin og lidt drømmende haveoplevelse – en slags romantisk forfald.

 


Og nu skal vi have te

Efter Cerney fik vi lige pakket en vigtig tradition ind i programmet – ingen tur til England uden en omgang Afternoon Tea. Det skal være på et pænt hotel, for dér serverer de de bedste af slagsen, og denne gang fandt vi selvfølgelig et med have.

Barnsley House fra haven.
Fingersandwiches, scones med clotted cream og assortment of cakes. What’s not to like?

Designerhave
Barnsley House‘s værelsespriser ligger uden for min mors og min økonomiske formåen, men derfor kan man jo sagtens lege at man er gæst en enkelt eftermiddag alligevel.

Vi gik en tur rundt i deres park og fandt til min store begejstring en omfangsrig og velfungerende køkkenhave med kæmpe højbede og et par store drivhuse.

Faktisk blev jeg så grebet, at jeg ganske glemte at tage billeder.

Barnsleys have er designet af Rosemary Verey, en engelsk havedesignerlegende, der også designede New York Botanical Gardens og haver for Prins Charles og Elton John!

Også Barnsley var dog præget af tørken – i køkkenhaven var der store revner i de høje bede og parken var brun og afblomstret, så endnu engang måtte vi tænke os til, hvor flot den ville have været med jævnlige regnskyl.

Et kig op i trappeopgangen på vejen ud understregede dog, hvor usædvanlig vejrsituationen er.

Et hotel af denne klasse har naturligvis et fuldt kontingent af lånerøjsere til sine gæster.

Ingen gæst skal risikere at få våde tæer på Barnsley House.
Posted in Byhaver og andre grønne projekter, Visioner og spændende ideer | Tagged | 3 Comments

På havetour i England

Den længe, læææænge imødesete tur over kanalen for at se på engelske haver er endelig fyret af. Og åh, hvor var det godt. De kan altså noget med haver, de englændere.

De næste par indlæg er derfor dedikeret til en tæppebombning med billeder fra alle oplevelserne. Og for en gangs skyld fraviger jeg princippet om, at det skal kunne spises, for at det er interessant. Nogen gange må det også godt bare være pænt.

Turen gik til Cotswolds nord for Bristol, et smukt område med bløde bakker og gamle landsbyer i gyldne sten. Og stengærder – mange stengærder.

Smukt, men noget udtørret Cotswolds-landskab. Lydsiden mangler desværre – men den var brægen fra flere hundrede får.

Tænk Downton Abbey, Stolthed og Fordom – alt hvad du har set på tv med slut-1800-tals-England, så ved du nogenlunde, hvordan der ser ud. Aj, men altså der er pænt.

Hus i Miserden Village – kunne have været en hvilken som helst Cotswolds-landsby.

Min mor og jeg os indlogerede  på The Old Brewhouse B&B i Cirencester, som med sin grønne gårdhave i sig selv var en oplevelse værd.

Her regerede ærkeengelske Rosemary med fast hånd og serverede Full English Breakfast hver morgen, så bunden ligesom var lagt til en dag fuld af oplevelser. Fantastisk sted.

Guldfiskedam i gårdhaven
Fast plads til eftermiddagens cuppa.
Kig mod “the conservatory” – for varmt a være i det meste af tiden, men sikkert perfekt til en normal engelsk sommer.

Med The Old Brewhouse som udgangspunkt tog vi så ellers livtag med venstresidekørsel i lejebil, og jeg kan sige så meget, at det kom som en komplet og meget positiv overraskelse, at vi ikke havde kørt et sidespejl eller en hjulkapsel af ved afslutningen på turen.

Man lærer at blive meget taknemmelig for veje, der er brede nok til at have hvide midterstriber. Og at have stor, stor respekt for énsporede veje med mange sving og stengærder, hvor man sjældent kan se mere end 10 meter frem.

På havebesøg for enden af vejen
Den første have, vi besøgte var den private have Miserden, der hørte til et gammelt “manor house”, og hvis adresse var “Miserden, Near Stroud, Gloucestershire”. Det gav GPS’en lidt udfordring, men frem kom vi, af muligvis den mindste asfalterede vej i England – og da vejen ikke gik længere, lå haven der.

Haven var heldigvis køreturen værd. Gardens Illustrated har udnævnt Miserden til at være “one of the top 10 most romantic gardens in the world“, og det er jo ikke så lidt. Desværre var tørken hård ved den i år, men man kunne godt fornemme, hvor fin den ville være under fugtigere omstændigheder.

Port i muren med kig ud til de omkringliggende bakker.
“Yellow border”. Engelske herregårdshaver gør meget i “borders” der er bede med en blanding af stauder og sommerblomster i udvalgte farvetoner.
Kig ned mod herregården Miserden – her er der ikke blevet spildt vand på græsplænen.
En romantisk plet.
Obligatorisk havedam med springvand og kig op gennem havens symetriske opbygning.
Miserden house set fra haven.

I vores udvælgelse af haver (og der var seriøst mange at vælge imellem) var vi gået efter a) walled gardens og b) haver med køkkenhave.

Miserden var en flot stor walled garden, dvs. en have omkranset af en mur, som sørger for læ og varme og ideelt set bliver brugt til at dyrke op ad. Det var nu lidt begrænset med udnyttelsen, men lidt var der dog.

Frugttræer espalieret op ad muren – her fersken.
Opstammet stikkelsbær bag hønsenet.

Ud over frugttræer og -buske var der kun ganske lidt køkkenhave i Miserden, men heldigvis både planteskole og café, og så var min rejsepartner og jeg glade og fik os en glimrende frokost.

Planteskole og planteudsalg.

Derefter gik turen videre til Cerney House Gardens, en anden privatejet have, som der kommer billeder fra i næste indlæg.

Posted in Byhaver og andre grønne projekter, Visioner og spændende ideer | Leave a comment

Om iris, kartofler og børnearbejde

Iris i (kortvarig) blomst sidste år.

Jeg overtog haven med en del gamle stauder på stykket ved skuret sidste år, og ret hurtigt på sæsonen viste det sig, at det var stauder-med-benefits – i form af virkelig mange skvalderkål.

Nu har blomstrende ting, der ikke kan spises, jo aldrig haft min store interesse, så det var ret nærliggende at lægge en plan for at nedlægge staudebedene til fordel for noget mere interessant. Ikke mindst noget uden skvalderkål.

Det var en langsigtet plan, jojo, men ikke destomindre en plan. Og i begyndelsen af efteråret tog vi første spadestik til det, der skal blive et dejligt fælles bærbed med naboen.

Eller rettere, vi prøvede at tage det første spadestik. For den iris, der stod i bedet, og som havde blomstret i ca. 5 minutter i løbet af hele sommeren, var ikke helt indforstået.

Op? Nej ikke tale om, den havde det tydeligvis godt, hvor den stod. Og, gætter jeg på, havde stået en menneskealder.

Sejlivet tante
Selv min bomstærke søn kunne ikke grave den egensindige sag op, og i sidste ende måtte han med skærpet spade hakke iristørv op og vende dem om, som var de græs. Vores beskedne håb var, at de så ville formulde hen over vinteren.

Årets korte forår kom, og iristørvene var stadig temmelig kompakte – for at sige det mildt.

Plastoverdækning ultimo marts.

Det siges, at kartofler skulle være så godt til at rense et stykke jord, så efter først at have varmet jordstykket op med plastik, stoppede jeg læggekartofler ned i revnerne mellem irisblokkene, fyldte lidt frisk jord ovenpå, vandede og sagde en lille bøn.

Og så lugede vi eller skvalderkål og irisskud i ugevis, mens kartoflerne på mirakuløs vis spirede imellem blokkene.

Iris-kartofler
Forleden kom så sandhedens time, hvor en veninde og hendes datter var på besøg og godt kunne tænke sig at få lidt kartofler med hjem.

I bedet var vi netop nået til opgravningen af de første iris-kartofler (som de nu hedder hos os), og så gik bulldozerne i form af de to teenagebørn ellers i krig.

Teenage-power!
Ét stk. optaget irisblok…

Lad os bare sige, at de fortjente den kage, de lige havde sat til livs.

Irisblokkene kom op i ja, stadig i blokke, og det vi ikke havde magtet i efteråret, klarede de to trettenårige nu ved manuelt slid.

Hver et smule jord blev børstet af rodklumperne, der derpå blev fjernet fra bedet for stedse. Bedet er 10 cm lavere end ved start, men jeg vil lægge hovedet på blokken på, at det har aldrig været så rent før.

Og utroligt nok var der endda temmelig mange fine kartofler til gæsterne.

Jeg tror på børnearbejde!

 

 

 

 

Posted in Nyttehave, Urban Gardening-projekter, Visioner og spændende ideer | Tagged , | Leave a comment

Haverundtur

Måske har I lyst til at se, hvad der vokser i Storbyhaven i år?

Nu hvor tørken lader til at have sat en effektiv prop i snegletilvæksten, og Alfred har slæbt kande efter kande med vand (her tror vi på børnearbejde), er der faktisk lagt an til en ret fantastisk succesrate. I hvert fald indtil videre.

Så derfor et galleri over årets afgrøder:

Bønner, selvfølgelig. Og ærter i baggrunden. Forrest fire knoldselleri, gave fra min nabo.
Kartofler – tre slags fordelt rundt i haven. Hamlet (supertidlig), Asparges (middeltidlig) og Sava (middelsen).
Vi smovser i Hamletkartofler allerede.
I GrowCampen er der ærter, salat, fennikel, buskbønner, hvidkål og spidskål – alt det som blev ædt af sneglene sidste år. Pt er status at GrowCampen fint holder snegle over ½ cm ude. Imidlertid er der nogle små grå sataner, der alligevel er kommet til salaten. Men ikke mere end at vi stadig får vores del.
Squash, hvide majs og gule og røde rødbeder. I forgrunden tre georginer, der nok blev sat lige lovlig sent… (nej, de er ikke kommet op endnu).
Løg og gulerødder (indrømmet, pt meeeget små). I baggrunden to grønkål og et palmekål under fleece – ikke for varmen, men for duen. Ved siden af jordskokker, hvidløg og tre asparges.
Krydderurtebed. Ej, jeg er så glad for det krydderurtebed. Bagved majsmarken med sukkermajs, en hokaido og en melon.
Jordbær, som desværre har været lidt en skuffelse i år efter de enorme mængder sidste år. De har bare ikke fået vand nok. Og duen igen. Næste år får de net på. Hvidløg mellem planterne.
Der blev sat fire æbler på vores nye æbletræ. Regnen i går slog ét af. Her er to af de tilbageværende tre. Vi tror på det!
Vi har også et brakbed med masser af ukrudt og kål i stok. Og et drivhus med tomater, der hastigt er ved at dø. Muligvis af skimmel?

Vi kan også prale af nybyggeri. Kanten mellem have og sti er en fødselsdagsgave fra min ven Kurt, der kom med værktøj og effektivitet og badabum havde lavet kant og fin overgang til græsstien.

Man kan blive gladere for sådan en kant, end man tror. Nu vælter min gode havejord ikke ud på grusstien, hver gang det regner. Ikke at det har været noget særligt problem på det seneste, men alligevel.

Og så ser det jo tæske godt ud. Nærmest som om det i sig selv giver mindre ukrudt, om end ikke trimmet græs.

En anden fødselsdagsgave hænger nu på skuret. Så kan insekterne godt flytte ind.

Posted in Generelt, Grej og gadgets, Nyttehave | Tagged , , , , , , , | 4 Comments

En perfekt cocktail i haveland

Enhver der har besøgt et engelsk havecenter ved, at det typisk er en smuk, frodig og lækker-på-den-lidt-rodede-måde type oplevelse.

Store roser hænger overdådigt over hegn, de enkelte afdelinger er afgrænset af pergolaer med clematis – i det hele taget oser det så  meget af engelsk haveromantik, at man næsten glemmer, at stedet er der for at sælge noget.

Citronkage med chilihonning

Og der er altid et lille hjørne med en te- og kagecafé.

Englænderne har forstået, at kombinationen af kageindtag og haverelateret hobbyindkøb er noget nær en perfekt cocktail. En hellig alliance, om man vil.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at caféhjørnet booster deres salgstal på frø, redskaber og planter.

En dansk planteskole er til sammenligning en noget mere … hmm, firkantet affære. Lange lige rækker af planter opdelt efter art og type. Misforstå mig ikke, jeg elsker skam at købe ind i havecenter, men der mangler nu lidt sjæl, når man har prøvet den engelske model.

Heldigvis er der nogen herhjemme, der også har  luret det med caféen i det grønne salgstempel.

Gartneri Toftegaard – indgang til drivhuscaféen ved traktoren…

I weekenden tog jeg på udflugt til Gartneri Toftegaard i Vedskølle syd for Køge, på papiret for at indkøbe krydderurter til haven – men nok ligesåmeget for at afprøve deres drivhuscafé.

Gartneri Toftegaard er et økologisk gartneri, og de er især kendt for deres tomater, chilier og krydderurter. Har du aldrig været der, kan jeg varmt anbefale det. Og ikke kun fordi de serverer en fabelagtig citronkage med chilihonning i den fine, fine café.

Her er i det hele taget meget fint – lige fra smukke kroge mellem drivhusene og blomstrende krydderurtebede til det bølgende omkringliggende landskab.

Gårdhave mellem drivhusene
Selvfølgelig har Gartneri Toftegaard også et seriøst insekthotel

Udvalget af krydderurter er imponerende og jeg fik suppleret de purløg, oregano, lavendel, rosmarin, anisisop og mynteplanter, jeg allerede havde i mit bed, med purpursalvie, appelsinsalvie, citrontimian, stevia, engelsk basilikum og citronverbena.

Færdigt krydderurtebed efter hjemkomsten

Hvis man alligevel er på de kanter, kan jeg også anbefale en tur 2 km længere ned af vejen til Vallø Slot, hvor parken er åben for besøgende og lige nu pragtfuld at se – og fyldt med meget højrøstede frøer.

… Har jeg i øvrigt fået nævnt, at jeg skal på havetur til England til sommer? Mere om det til den tid.

Posted in Grej og gadgets, Nyttehave | Tagged , | Leave a comment

En ikke helt ingeniør-agtig opsætning

Tadaa… teltdrivhus opsat, hvor naboen og jeg forsøger at slå en peberrod ihjel med presenning. Win-win. Og skulle det vælte, så er der også plads til det!

Nu vi er ved den tekniske begavelse… faktisk så er GrowCamp’en ikke den eneste nyerhvervelse i Storbyhaven i år.

Min mor har nemlig skænket mig et lille telt-drivhus, som min søster og jeg for nogle år siden gav hende i fødselsdagsgave, importeret fra England.

Siden har hun og min far bygget sig et virkelig seriøst drivhus med mustenssokkel, spir på taget, automatisk vandingssystem og brændeovn – et såkaldt driverhus – men det er nu en ganske anden historie.

Hvorom alting er, så blev teltdrivhuset mildest talt blæst af banen af konkurrencen og er derfor havnet hos mig.

Vupti, vupti, ritsch
Til min store glæde var det ikke spor svært at sætte op, og det giver endda en lidt festivalagtig vibe fra sig, hver gang man lyner op ind til planterne.

Fluks blev fire kapilærkasser installeret med forspirede tomater, chili og pebre. Og fluks blev vandslangen rullet ud og kapilærkasserne fyldt op.

Knap så fluks viste det sig at være, da døren (som faktisk er en hel aflynelig side) skulle lynes til omkring de nye installationer. For skønt min mor havde forsikret, at der fint kunne være fire kapilærkasser i teltet, så viste det sig at være en sandhed med visse modifikationer.

“Ritsch” sagde sammenføjningen mellem telt og bund, da jeg insisterede på at det skulle kunne lade sig gøre. Øv.

Når naboer bør tie stille
Bedre blev humøret ikke, da min havenabo ved synet af det fine nye drivhus tørt bemærkede: “Ja, den råber jo ikke ligefrem ‘ingeniør!’, den dér opsætning”.

Hmf. Han har desværre ret. Da jeg storsvedende kastede mig ned på bænken og studerede drivhusteltet på afstand, var det svært ikke at bemærke en vis slagside.

Heldigvis hverken letter eller vælter det foreløbig. Der er vel 50 liter vand i hver kapilærkasse.

Og naboen blev tilgivet, da han venligt tilbød at hjælpe med både den ingeniørmæssige ekspertise og muskelkraften til at få drivhuset i vater, når engang tomaterne har drukket første portion vand.

Det hjalp også, at han kastede en række forspirede, gule rødbeder oven i handlen.

Posted in Grej og gadgets | Tagged , , , , | 2 Comments