Når kernekompetencen svigter

En af de ting jeg har lært i år er, at snegle elsker ærter. Elsker, elsker, elsker. Og det uanset om de er sået på stedet eller udplantet i 10-15 cm’s-størrelsen.

Næsten uden undtagelse er de blevet barberet fri for blade og har ligget tilbage som strittende tomme novemberkviste.

Efter endnu en opbinding…

Nu er det heller ikke fordi ærterne selv har gjort noget særligt for at undgå den pauvre skæbne. Snarere tværtimod.

Trods tilstedeværelsen af et (meget flot, må jeg tilføje) stativ at klatre op af, samt utallige opbindinger og kammeratlige samtaler om at vejen frem er op, har de insisteret på at lægge sig fladt ned. Bogstavelig talt. På jorden.

Og så bliver man spist.

Desiree-ært i let sløret close-up.

Heldigvis er der et enkelt lyspunkt: En sort af lilla ærter, der hedder Desiree. Desværre husker jeg ikke, hvor jeg har frøene fra, men ikke alene spirede hvert og et af dem – efter at sneglene havde prøvesmagt kanten af de nederste blade, har de faktisk ladet dem være.

Nu står de smukt 50 cm i højden, har de fineste blomster og mørklilla bælge, gribetrådene fungerer som de skal, og selve ærterne smager ovenikøbet dejligt. For mennesker, altså.

Hermed er anbefalingen givet videre til dig, som har et snegleproblem. Desiree er som udkogt rosenkål for sneglesmagsløg!

Posted in Nyttehave | Tagged , | Leave a comment

Mariehønsehjem

Ligesom mange andre havebloggere var jeg selvfølgelig forbi Cph Garden 2017 for et par uger siden. Og ligesom de feste andre jeg har læst indlæg af, var jeg begejstret.

Det gjorde Haveselskabet rigtig godt. Ikke så kæmpe stort og uoverskueligt som Chelsea Flower Show, men helt tilpas og med masser af inspiration for både by- og landbaserede havedyrkere.

Håber de gentager succesen til næste år!

Jeg skal ikke gentage, hvad I sikkert har læst andre steder, så I få blot et par fotos af det, jeg allerbedst kunne lide – og nederst kan I se hvad jeg erhvervede mig på udstillingen.

Tagtomats … hrm, hvad skal vi kalde det… installation? Meget, meget kreativt.
Åhr men altså, hvor fint kan det lige blive? Fra Dorthe Kvists showhave. Me want!
Så fint kan et spiseligt bed se ud.
Lille vægdrivhus. Må ubetinget have noget i den dur.
Ok, nu gentager jeg alligevel en af de andre bloggere: Det største og fineste insekthotel. Ever. Citat Plantesmilet.

En af standene solgte boliger til alt fra pindsvin til enlige bier, og her var jeg så heldig at erhverve mig det sidste etagebyggeri med gulv-til-loft lysindfald. Det er – i følge den flinke mand på standen – et mariehønsebo.

Taget kan lettes, så man kan indføre lidt hø i midten, hvor de små høns kan lave reder. Og det kan man så, med lidt held, følge med i gennem plexiglasset.

Mariehønsehjemmet står nu i ly og læ i mit krydderurtebed, hvor alt tilsyneladende har planer om at vokse til halvanden meter i højden.

Jeg håber snart de flytter ind, hønsene. Mine rødbeder er ved at gå i hundene pga. en massiv invasion af sorte bladlus.

Masser af plads til den store mariehønsefamilie.
Posted in Grej og gadgets, Nyttehave | Tagged , | 1 Comment

Et indlæg, der er for ulækkert til billeddækning

Der går længe imellem jeg får skrevet lidt på bloggen, og jeg kan se på billederne fra sidste indlæg, at der heldigvis er sket meget. Også på spirefronten – der er nu begrundet håb om, at bønnetipien bliver til virkelighed.

Jeg vender snart tilbage med nye fotos.

Siden sidst er også jordbærrene blevet modne. Alle sammen på én gang, faktisk. Og jeg har fået et helt nyt og positivt syn på, hvad et gammelt jordbærbed på cirka 8 m2 kan producere.

Det er sygt mange, som Alfred udtrykker det.

Or’nlig sygt
I løbet af knap 14 dage har jeg plukket omkring 15 kg, og vi har spist jordbær på morgenmaden, i salaten, med mælk på, i jordbærgrød, i kage og vi har lavet jordbærmarmelade og smoothies i lange baner.

Vi har delt ud til naboerne og fyldt fryseren, der her ved afslutningen af rabarber- og jordbærsæson tydeligt har afsløret et kapacitetsproblem.

Jeg har konstateret, at det er en skidt idé at cykle gennem Christianias stisystem med jordbær i opvaskebalje i cykelkurv (de blev til mos) og endda opdaget at et jordbærbed hen mod afslutningen på sæsonen kan lugte gæret.

Sneglefamilier i vækst
Skønt ikke i helt samme mængde som jordbærrene (heldigvis! – men dog i omtrent samme størrelse) har jeg også plukket store mængder af snegle i samme bed. Føromtalte voldsnegle igen.

Hele sneglestorfamilier havde slået lejr sig ned i hvad der må have været snegles udgave af et velforsynet gammeldags fadebur. Så hjemme følte de sig, at flere af dem også havde sat gang i familieforøgelse – jo, jeg fangede dem i akten.

De var ikke meget for at slippe den kærlige forening, og det var så ulækkert at jeg slet ikke kunne samle mig om at fotodokumentere. Vær I glade for det.

De blev alle smidt ud af fadeburet og ned i en stor Nemligpose, der har den ulempe at den er gennemsigtig. Også klamt. Men bedre end spadealternativet. Tætlukket røg den i skraldespanden. Og jeg valgte ikke at tænke mere på deres videre rejse mod forbrændingen.

Formentlig er det slet ikke dyreetisk forsvarligt, og Dyrenes Beskyttelse kunne formentlig let få den oplysning på tværs.

Men der skal ikke produceres sneglebabyer i mit jordbærbed!

Posted in Nyttehave | Tagged , , | Leave a comment

At spire eller ikke at spire

Her godt inde i sæsonen fortryder jeg mere og mere min gung-ho-beslutning om ingen forspiring.

Det har vist sig at være noget mere tricky at få mine frø til at spire frem direkte på friland på den amagerkanske eng end først forventet. Salat, porrer, ærter, majs, græskar og meget andet har vist en alt andet end imponerende evne til at stikke hovedet op over jorden.

En lille smule sølle endnu…

Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at de ganske få tilfælde af sprød fremspiring i overvældende grad er faldet til sneglenes rundbarbering. Men mest af alt har jeg vist bare ikke været ude og vande nok i maj måneds tørke.

At lære heraf: Næste år skal der forspires – og ikke plantes ud før planterne er store nok til at kunne overleve et middelstyrke snegleangreb.

Faktisk har vi pt (syv-ni-tretten) ikke nogen stor dræbersneglepopulation i Kløverengen. Bevares, de er der, men det store problem er faktisk en stor hussnegl, voldsneglen, der er en tand under vinbjergsneglen i størrelse.

Vi har sindssygt mange af dem, og de gør i følge de kloge folk derude samme skade som dræbersnegle, så de får et gok med spaden, hver gang jeg møder dem.

Bvadr. Gad vide om man vender sig til det?

I mellemtiden har jeg i huj og hast sat en al for sen forspiring igang i vindueskarmene af bønner, ekstra majs, græskar, pyntegræskar og squash. Måske når vi liiiiige en høst, hvis vi får et varmt efterår…

Til gengæld er der mægtig frodigt i kartoffelbedet (det er stien i midten)
Der er vist jordbær nok til både fuglene og os.
Vi er SÅ klar til at få en bønnetipi – hvis ellers bønnerne ville spire frem.
Stikkelsbær på vej.
Tre Blue Hopi majs blev det til. Gad vide om det er nok til bestøvning? Hvis de alle tre overlever… nr tre er barberet ned til halv størrelse i løbet af en nat.
Posted in Nyttehave | Tagged , , , , , | 2 Comments

Clickbait for snegle?

Meningen var, at jeg stort set ikke ville forspire i år. Ingen tomater i krukker der skal vandes hele tiden, kun ting der kan sås og stå direkte i den amagerkanske muld, var tanken.

Så fik jeg den idé at tjekke om min IKEA-vækstlampe-dyrk-i-stenuld-og-grus-anordning kunne bruges til at dyrke peberplanter. 15 styks er der plads til, så det blev der sået.

Det kunne den så ikke, selvom det ikke er det, det skal handle om her. De små planters rødder kunne ikke rigtig få fat i stenuldsproppen de var sået på, og tiltede omgående omkuld ved forsøget på at plante dem over i grus-i-kop-med-rødderne-i-vand-løsningen.

Peberbonanza
Nu er jeg jo ikke den, der smider små planter ud, så de blev babu-babu omplantet i potter med jord, og mens jeg var ved det, gik det op for mig, at jeg virkelig havde fået mange spændende slags peberfrø i vinterens frøbytte. Som vel at mærke ikke var blevet brugt til test i IKEAs vækstapparatur.

Ergo såede jeg også lige lidt af dem, nu jeg var igang med potterne. Og et par tomater af en liden slags – jeg var jo igang. Langtidsplanlægning var ikke på dagsordenen netop da.

Siden er vindueskarmene på interessant vis mere og mere kommet til at ligne de foregående år, med den lille forskel at de nu udelukkende er væltende fulde af forspirede peberplanter – mange, mange peberplanter – og et par tomater.

Ud i den friske luft
Holdbart var det ikke, så i år bliver der dyrket pebre på friland. Om det overhovedet kan lade sig gøre vil tiden vise. Én ting er klimaet, som nok ikke er lige så gunstigt ude i det åbne, som en potte langs muren i gården plejer at være.

Noget andet er rovdyrene på Amager.

Bid for bid, rundt langs bladkanten.

Vores ærter har savtakkede bladkanter endnu inden de er 2 cm høje. Jeg tvivler på, at de nogensinde når at blive højere.

Spiser snegle mon pebre? I et uskyldigt håb forhindre blot nogle få peberplanter i at blive rundbarberet af de grådige kræ, har jeg udstyret fire af dem med krave. Pebrene, altså.

Det er tomme skyrbøtter, der har fået bunden skåret af. Det er nok naivt, men jeg håber at den lille kant foroven er nok til holde sneglene stangen.

Selvom der jo altid er risikoen for, at de ser de grønne blade over barrieren som clickbait i stedet for afskrækning. Eller lokkemad, med et mindre smart udtryk.

Pebre med beskyttelseskrave på.
Posted in Frø, Grej og gadgets, Nyttehave | Tagged , , , | 2 Comments

Hvad ukrudtsdugen gemte

Et anfald af klarsyn og realisme (og et godt råd fra en veninde) fik mig tidligt på foråret til at overdække et stort stykke af haven med ukrudtsdug.

Klarsynet tilsagde mig, at der ikke var nogen som helst chance for, at jeg ville nå til det stykke før hvad end, der lå af frø i jorden, var vokset mig over hovedet.

Siden har et pænt antal kvadratmeter henligget under dække af sort filt med den uskyldige antagelse, at så ville ukrudtet ikke gro.

Imidlertid har jeg den sidste tid med tiltagende bekymring iagttaget, hvordan ukrudtsdugen for hvert besøg har rejst sig nogle centimeter yderligere fra jorden i store, bløde bølger. Og da jeg i går fik det trukket lidt til side, viste det sig da også at et eller andet i den højtteknologiske løsning er gået helt galt.

Jo, den er god nok. Der HAR været ukrudtsdug over alt det grønne.

Ikke alene var der en tæt urskov af frodiggrønt, uidentificerbart ukrudt under dugen (hvordan er det overhovedet muligt?) – der var også en del sporadiske asparges, som ikke så ud til at være blevet hindret sønderligt af tildækningen.

Enlig asparges med let bøjet hoved.

Nu var det jo lidt uventet, at der var aspargesbed lige der, hvor majsen skal stå – og også temmelig upraktisk, at de står rimelig spredt og i øvrigt er ved at blive opslugt af ukrudt.

Så de blev flyttet, men ikke helt så vupti, som jeg havde forestillet mig, og stik imod Karna Majs råd, viste det sig, da jeg bagefter slog “flytning af asparges” op.

Asparges har åbenbart en meget stor rodklump (som det lykkedes mig at hakke noget ufølsomt over i forsøget på en relokering) og bryder sig bestemt ikke om at blive flyttet. Så det er nok tvivlsomt, om de overlever.

Nå pyt. Jeg har nu også altid tænkt, at det der med asparges er lidt et spild af plads, for blot at kunne høste nogle få stilke hvert forår.

I modsætning til majs, der jo sætter viiiildt mange kolber pr plante. Hrm.

Ups, der var mange rødder.
Posted in Nyttehave | Tagged , , , , | 4 Comments

Gæt et haveskel

Skvalderkål i al sin magt og vælde.

Der er unægteligt ét tema, der går igen, når jeg beskæftiger mig med nyttehaven – ud over forundringen over hvor glad, sådan et stykke jord kan gøre én, naturligvis.

Temaet handler om ukrudt og ikke mindst mængden af det. Ukrudt, og invasive grøntsagstyper. Jo, de sidste findes skam, har jeg opdaget.

Egentlig ville jeg være ret god til at glemme alt om, hvor meget ukrudt, der vælter op af jordlodden på Amager, hvis ikke det var fordi forskellige løse udtalelser med jævne mellemrum ubehageligt mindede om det.

Gode ukrudtsfri naboer
Først var der formanden, som på min forespørgsel om, hvem mine naboer mon var, beroligende sagde: “Det er nogle alletiders naboer, du har – dem får du ikke problemer med ukrudt fra.”

Godt så.

Så var der den fælles arbejdsdag, hvor jeg overhørte et spørgsmål til bestyrelsen, om hvorvidt de var opmærksomme på en have, der godt nok trængte til at få slået græsset, men som i mine uerfarme øjne bestemt lå i det ukrudtsacceptable felt. Jo, den var de skam meget opmærksomme på.

Endelig fortalte min – i øvrigt meget søde – nabo (som er et stortalent inden for rette linjer og ukrudtsfri jord), at når der er overdækket med ukrudtsfilt ved skellet ind til mig, er det for at få kål på peberrod.

Der vel at mærker kommer væltende ind via undergrunden fra mig.

Og at de der jordskokker godt nok er svære at blive kvit. De kommer så også fra min side.

Grønthøstning
Altså afsatte Sønnike og jeg en del af lørdagens besøg i haven til at gøre lidt ved skvalderkålen og alle dens venner. Heldigvis var det ikke svært at se, hvor skellet til naboen lå.

Gæt hvor skellet er….

Til gengæld var det meget svært at identificere stauderne, som jeg mente burde være i bedet, så det hele røg med grønthøstermetoden. Jeg er alligevel ikke meget for stauder.

Der er ingen vej uden om at det skal graves igennem. Men ikke nu. Succeskriteriet er pt at bruge lige så tilpas meget tid på ukrudtet, at det ikke når at sætte frø. Det skylder vi vist naboerne. Men ikke et sekund mere. For det er så meget sjovere at så i køkkenhavedelen.

Desuden er jeg mildest talt i tvivl om, hvordan man får skvalderkålen bragt til hæl de steder, hvor de vokser op midt inde i staudetingene? Altså uden at sidde og finsortere, for det strækker min tålmodighed ved Gud ikke til.

Prioriteterne i orden

Tæppeudsigt den rigtige vej.

Efter 3 m2s rydning samt en flødebolle og en kop te på tæppet blev vi enige om, at der må være nemmere måder på det. Og at vi nok skal finde ud af hvordan.

Så blev der så rart at være, og heldigvis ligger man med ryggen til skvalderkålen på tæppet.

Hvorefter vi gav os til at så rødbeder, udplante ærter og juble over at jordbærene blomstrer og kartoflerne er kommet op.

Jordbærlykke
Kartoffellykke.
Posted in Frø, Nyttehave | Tagged , | 4 Comments

Evnen til at sige pyt

Årets haveeventyr ser ud til at blive god træning for min evne til at putte i pytkassen.

Ved weekendens ankomst til nyttehaven mødte følgende syn os nemlig:

Have til venstre – ryddet, gravet, revet og luget (muligvis med pincet). Ikke et enkelt uskyldigt stykke ukrudt i sigte.

Have til højre – to venlige veninder i fuld gang med at bringe haven op på førnævnte lods standard, om ikke ved brug af pincet, så i hvert fald med noget meget fintandet værktøj.

Have i midten (det er vores):

– øverste tiendedel ryddet … sådan da, med greb;
– stort stykke overdækket nødtørftigt med ukrudtsfilt, i erkendelsen af at ja, måske når vi det ikke, før vi bliver overmandet
– rabarber på vej op i tæt kamp mod horder af skvalderkål
– krydderurtebed, tja, urterne kommer fint op, det samme gør alt muligt andet
– staudebed – øh, ja, jeg håber, de der stauder vokser hurtigt, for ellers er der i hvert fald noget andet der gør
– og så er der det skyggefulde område ved skuret, hvor jordskokker og skvalderkål ser ud til at leve en lykkelig og frodig sameksistens.

Jordskokker og skvalderkål bag skuret.

Men pyt. Vi når det, vi når. Jeg håber bare mine naboer er lige så gode til at sige pyt. Eller har lyst til at øve sig i det.

For som min mor sagde, da hun var på visit: “Jeg kan da egentlig godt forstå, de har sat det der skel ned i jorden mellem din have og deres.”

Skellet er noget bølget plastik, der muligvis går langt ned og med lidt held holder noget ude eller inde. I mit tilfælde skvalderkål. Inde, altså.

Skide godt, Egon
Nå, men ellers var besøget lykkeligt. Havebænken, som jeg fik til min fødselsdag for nylig, har fået monteret brædder under benene, så vi nu kan sidde og nyde frodigheden uden at synke ned i den.

Mejsekassen – også en gave – er hængt på skuret, og nok skvalderkål i staudebedet ryddet væk til at få sommerfuglebusken i jorden.

To kartoffelbede made by Alfred. Stier og udretning by Janne.

Gravemaskinen Alfred gjorde kort proces med kartoffelstykket. Han går meget lidt (som i overhovedet ikke) op i om bedene får samme bredde og længde i begge ender, men han kan grave, kultivere og få smidt kartofler i jorden på no time.

Wham, bam, thank you M’am.

Vi overvejede kort om de burde dækkes over med fleece, men endte med at sidde på bænken og rose os selv for velgennemført arbejde i stedet.

For pyt, de kommer jo nok op alligevel. I hvert fald nogen af dem. Og ellers kommer der helt sikkert noget andet.

What’s not to like?
Posted in Nyttehave, Urban Gardening-projekter | Tagged , , , , | 6 Comments

Monsterskokker – en ny sort?

Forleden var min ven Kurt med i haven. Kurt har hus og have på Sydsjælland og er – viste det sig – en autoritet på alt fra stauder til hindbærplantning til identifikation af afgrøder ved hjælp af lange, tørre stængler.

Tre stik med greben, og så væltede det frem.

Han fik lynhurtigt genkendt sidstnævnte stængler som jordskokker – i parentes bemærket samme stængler, som jeg med en vis portion sikkerhed i stemmen havde fortalt sønnikke var resterne af stokroser. Hrm.

Da stænglerne findes i stort omfang på den skyggefulde plet ved siden af haveskuret, er det et godt bud at der ligger en større guldgrube af jordskokkeknolde i undergrunden. Ikke dårligt.

Guld i undergrunden
Noget mere kom det bag på mig, at jorden absolut heller ikke var tom i toppen af haven, da vi gav os til at grave for at sætte Kurts medbragte hindbærplanter.

Kæmpejordskok med husorm.

Godt nok havde der også været et par tørre stængler i den ende, (- dem havde jeg så fået identificeret som de afdøde rester af et par høje solsikker, som på en eller anden måde havde mistet hovedet… -) men intet kunne have forberedt mig på den herlighed, der pludselig væltede frem.

Kæmpeknolde, jordskokker på størrelse med min håndflade, så krogede og knoppede at en af dem kom med egen om- og indviklet fed regnorm. Faktisk skulle den trækkes ud af omviklingerne for at slippe.

Jeg var kortvarigt overbevist om at være faldet over en helt ny sort, men den illusion fik min havekyndige kumpan dog hurtigt punkteret. Han mente i stedet, at de blot havde ligget flere år i jorden.

Uanset hvordan de så er blevet til, så skulle der kun en enkelt af den slags monsterskokker til at lave en pæn grydefuld suppe. Som smagte godt. Det samme gjorde jordskokkepizzaen.

I renset udgave. Jo, det er kun én.

Men jeg forudser at menuen i det lille hjem et stykke tid frem få en vis overvægt af én bestemt ingrediens, og nu er jeg løbet tør for ideer.

Kender du nogle gode jordskokkeopskrifter?

Jordskokkepizza.
Posted in Nyttehave | Tagged , | 2 Comments

Storbyhaven version 2.0

Jeg har trippet rundt om computeren nogle uger og taget tilløb til at skrive dette indlæg.

Ikke fordi der skal stå noget skidt, tværtimod. Men ideen med bloggen er at skrive om at dyrke have uden have. At finde på de kreative løsninger på tredje sal og i baggården. At bruge manglen på jord som brændstof for at vise, at gu’ kan man alligevel dyrke sin egen mad.

Og nu er præmissen ligesom faldet.

Jeg har fået have. Den lader vi lige stå lidt…

Godt 120 m2 gloriøs, fed, frugtbar engmuld til MIG. Jeg føler mig rig, nej, jeg føler mig faktisk som en milliardær. Jeg er beruset, begejstret.

Det er lige før jeg mærker en snert af dårlig samvittighed over at ét menneske kan få råderet over SÅ MEGET JORD. Så mange muligheder.

Og jeg har også fået skur, græs og vistnok et par stauder

Forhåndskvababbelser
Inden jeg sagde ja tak til det lille stykke himmerige – læs: nyttehave på Amager – var jeg dog igennem en perlerække af en helt anden slags følelser. Angst og bekymring først og fremmest.

Kan mit noget skrantende helbred mon holde til arbejdet på sådan en jordlod? Vil det hele gro til over hovedet på mig, fordi arme og fødder sætter ud? Når man lever med kroniske smerter er kroppen altid en joker.

Vi må se. Gravearbejdet er den største hurdle. Men er der ikke noget, der hedder No Dig Gardening?

Og så har jeg jo min helt egen John Deere – Alfred på næsten 12, der var i skolehaverne sidste år, og som nok ved hvordan den kartoffel skal lægges.

Alfred er mest lykkelig, når han bruger en dag på at hugge brænde eller grave trærødder op i sin fars sommerhus. Den jord skal nok få nogle tæsk, hvis jeg stikker ham en greb i hånden. Pt er han, utroligt nok, om muligt endnu mere begejstret ved udsigten til haven end jeg.

I det hele taget viser både venner, kolleger og mine studerende en uventet (og uopfordret) entusiasme ved udsigten til at give et nap i nyttehaven. Så min lille jordlod på Kløverengen bliver nok også en del af min undervisning af de unge mennesker på LevAs. Stærke unge folk, der kan slide i det… 😉

Spritnye haveredskaber, der bare venter på forår

En liiiiiille smule overdrevet
Så jeg har overgivet mig til fornøjelsen ved at udsigten til alle de nye muligheder.

Fuldstændig ude af stand til at prioritere har jeg tømt min frøkasse, tegnet en haveplan, lavet en såplan, bestilt ekstra frø på nettet, hjemhentet tre forskellige slags læggekartofler og brugt et beløb der der svarer til flere par nye sko på (primært) letvægtshaveredskaber. Jo, det findes faktisk.

Åh lykke.

Bloggens dilemma
Men tilbage til bloggen, og det dilemma, den nu er centrum i.

Skal jeg fortsætte med at blogge? Jeg elsker det jo, og det har været så sjovt at give ideer videre til folk i samme situation som mig – altså dem uden have.

Nu er jeg blevet en af de priviligerede med adgang til rigtig muld. Og der findes allerede hundredevis af køkkenhaveblogs. Dér kan jeg vist ikke bidrage med noget nyt.

Hmm.

I første omgang er jeg ikke helt tilbøjelig til at lægge bloggen i graven. Der bliver jo så meget nyt at skrive om – nyt for mig, altså. Nye afgrøder at lege med! Så mange nye havegadgets at afprøve!

Så jeg fortsætter bloggen, men præmissen bliver en anden. Tror jeg nok. Jeg tygger lige lidt mere på den…

Så klar!
Posted in Grej og gadgets, Nyttehave | Tagged , , | 5 Comments