Albinoindianere og andre overraskelser

Vi starter lige ud med lidt tørvejrs-idyl – det er jo i svær restordre for tiden.

Men søndag var det lunt, mildt og tørt i nyttehaven. Drengen og jeg uhhh’ede og ahhh’ede tilfreds på vores rundgang i paradiset og kommenterede efter tavs overenskomst overhovedet ikke på den kraftige stigning i antallet af dræbersnegle eller tegnene på deres hærgen.

Vi er gode til at fokusere på det positive.

Urskoven af snerler og meterhøje jordskokker bag skuret, der nu helt har ædt kompostbunken, er f.eks. “fin og frodig” at se på. Kålene har omsider fået ansats til hoveder (og hvem gider så tænke på at de er mere hullede end en schweizer-ost), og de få af vores aspargeskartofler, der ikke rådnede, var verdens bedste.

Jo, der er meget at glædes over.

I går var begejstringen stor over de første høstede majs. Der var kerner på! Hurra!

Godt nok mente vi begge, at den flotte hvide kolbe var af sorten “Blue Hopi” og derfor rettelig burde være blå – meeen med den slags succeser skal der mere end en albinoindianermajs til at slå os af pinden.

Den røde popcornmajs havde mest røde prikker i stedet for røde kerner – til gengæld havde en enkelt blå kerne her sneget sig ind. Og sukkermajsens kerner var fint spredt med mellemrum, så man rigtig kunne beundre hver enkelt.

Vi tæller det som en bragende triumf på majsdyrkningsfronten.

Flere overraskelser
Men der var mere godt og uforudset i vente.

Krydderurtebedet, der – indrømmet – har resideret i den mentale afdeling for “det gør vi noget ved til næste år” (og ser ud derefter) havde fået en uventet beboer fra det ydre rum. Eller måske fra kridttiden.

I hvert fald var det ikke én, vi havde haft nogen hånd i at tilvejebringe.

“Det er en squashosaurus,” afgjorde min kloge 12-årige efter at have stirret længe på den tre kg tunge vandmelonsagtige (men så alligevel ikke helt) ufo, der havde gemt sig grundigt mellem stokløben fennikel, løvstikke og vildfarne hindbærskud.

Efter at være blevet bugseret den ud af vildnisset, henfaldt den snarere i kategorien græskar. Det interessante er bare, at vi ingen grønne græskar har sået. Blå og orange, ja, men absolut ikke grønne. Og heller ikke vores naboer.

Vi kunne selvfølgelig have forsøgt at følge den ranke, vi plukkede den fra, for at afklare dens ophav. Men når jeg siger vildnis, så er det ikke en overdrivelse. Og i forvejen er det ret smertefuldt at forsøge at komme nær nok hindbærgrenene for at plukke bærene.

Vi opgav på forhånd, og squashosaurusufogræskaret kom med hjem, blev vejet og røg i suppegryden, hvor den blev til verdens bedste græskarsuppe.

Selvfølgelig.

Dagens høst – både cykelkurv, køleskab og fryser udviser efterhånden voldsomme kapacitetsproblemer.
Posted in Nyttehave | Tagged , , , , | 1 Comment

På plyndringsrov i et dødsbo

Forleden mistede jeg mit job. Min dejlige undervisningstjans på en lille skole for unge med autisme og senhjerneskade er ikke mere.

Det var skidt. Rigtig skidt. Stedet drejede simpelthen nøglen om.

Der stod jeg så sammen med kollegerne og kiggede på sporet efter ulykkelige unge mennesker, der har brug for ekstra tryghed i hverdagen, og som nu var blev kastet ud i kaos.

Sporet gik igennem den frodige, spiselige oase, som  mit lille Urban Gardening-team har skabt i løbet af det sidste halve år på skolens store tagterrasse, og det var næsten ikke til at bære.

Tagterrassen i maj – i august var alt i dobbelt størrelse.

I krukkerne var alt på nippet til at være klar til høst, og man kan indvende at i den store sammenhæng er en forladt taghave, der ikke bliver spist, den mindste af katastroferne – og man ville have ret.

Samtidig er taghavens død bare symbolet på alt det gode, der skete på det sted, og som nu ikke længere kan være nogen til gavn.

Øv og dobbelt øv.

Kun knap modent – et æble hjælper det sidste stykke af vejen.

Noget af det får dog lov at leve videre. Jeg drog hjemover med cykelkurven fyldt af plyndringsrov fra dødsboet – et par eksemplarer af hver af de næsten modne chilier, pebre, auberginer og tomater.

(Ok, faktisk tømte jeg flere af planterne helt. Hvad skulle de chilier hænge der og rådne for?)

Nu bevares det unikke genetiske materiale i frøform på tredje sal på Østerbro. Og til næste forår skal den gode karma fra den hedengangne skole spredes ud via alle de frøbytter jeg kan finde.

Tomatfrø til gæring.
Den usædvanlige “træchili” Albertos Locoto med sorte frø. Håndteres med handsker på – efter sigende er styrken pænt loco. Jeg har ikke turdet smage endnu.
Peberfrø til tørre.
Vi har det hothothot
Posted in Frø, Urban Gardening-projekter | Tagged , , , , , | 3 Comments

Ingefær i vindueskarmen

Ingefæren fylder det meste af vinduet mod gården.

Selvom det ikke er meget, er der da sket en lille bitte smule i mine vindueskarme i år. Mest slående er nok et uventet succesfuldt forsøg med at dyrke ingefær.

Af og til sætter den ingefær, man køber i supermarkedet, “knopper” og kan derefter plantes og vokse sig stor, skriver mange af de urbane havedyrkere, hvis blogs jeg læser.

I hvert fald sker det i teorien. I praksis sætter min ingefær aldrig knopper i køleskabet. Faktisk sker der sjældent andet, end at den får forfrysninger, fordi køleskabet er gammelt og lunefuldt. Og ligger ingefæren på køkkenbordet, tørrer den bare ud.

Når man ikke selv kan…
Men på et af mine FOF-kurser i vinter dukkede en kursist så op med en pose fuld af spirede ingefær. Store knolde, som hun havde haft liggende i en åben glasskål, og som nu ikke bare havde knopper, men 7-8 cm lange skud.

Dengang var jeg ikke vaks nok til at få taget et billede, men jeg fik en af dem lagt i en halvstor plastikpotte herhjemme, og inden for et par uger stod to fine skud op af jorden.

Siden er de vokset. Og vokset. Og blevet til flere – nu er der fem, og de højeste er over en meter. Den har det goooodt.

Fra fuld cirkel til elipse
Potten har dog længe været lige det mindste, og da seneste skud tittede frem, begyndte den at blive decideret skævvredet.

Det ser ud som om kameraet har vredet pottens proportioner, men den er god nok – ingefæren har skubbet cirklen ud i en elipse.
På høje tid med en ny potte. Man kan se en skinnende frisk ingefærknold lige ved det yderste skud.

Så i dag har drengen og jeg i fællesskab vristet roden ud af den knagende potte. Om der er ingefær til at spise i den var lidt uklart, men der var i hvert fald mange andre rødder.

Vi var enige om at den bare var for fin til at spise endnu, så den blev lempet over i en større krukke og sat nænsomt tilbage på karmen.

Måske visner den ned med efterårets komme, og så kan vi smage på den da.

Posted in Køkkenhaven i vindueskarmen, Kursus i Urban Gardening | Tagged , , | Leave a comment

Adieu, kål

Jeg har undret mig over, at mine kål ikke rigtig har gjort ansats til at sætte hoveder. Jeg mener, det er vel ligesom indskrevet i genetikken at det er det, de gør…?

Nå, men nu kan det faktisk også snart være lige meget. Begivenheder uden for min kontrol har forlængst overhalet min plan om at “undersøge det” eller noget andet tilsvarende vagt.

Da kålnettet røg for et par uger siden, troede jeg naivt, at den største fare var de par hvide kålsommerfugle, der flakser rundt over haveforeningen i tilsyneladende endeløs jagt på hinanden. Ak, glade uvidenhed!

To dage efter kålen blev sluppet fri var den gennemhullet. Virkelig hullet.

En tilbundsgående undersøgelse fandt ikke en eneste larve på bladene, men derimod cirka halvtreds velvoksne voldsnegle og en hær af deres noget mindre efterkommere – efter de varierende størrelser at dømme både børn og børnebørn.

Det var vist alligevel lykkedes nogen at lave sneglebabyer i mit jordbærbed.

Skulle nogen være interesserede kan jeg oplyse, at favoritten på menuen for sneglenes gilde i kålbedet var spidskål, skarpt fulgt af naboerne rødkål og hvidkål. Da de kom til grønkålen i enden af bedet var de tilsyneladende blevet for mætte til at gumle videre.

Den strutter så flot som nogensinde. Resten er der ikke meget tilbage af.

Kålgildet endte i sneglenes version af The Red Wedding (og er du ikke Game Of Thrones fan, så siger navnet vist det hele alligevel).

Måske har rygtet spredt sig – siden har jeg ikke fundet en eneste voksen voldsnegl i kålen.

Omvendt er der heller ikke er meget tilbage at komme efter.

Efter festen.

Men ellers går det godt i haven! Frodig og grøn og givende – vi slutter lige med et par stemningsbilleder.

Når man prøver at nå toppen af majsen og begejstres fordi den bare er for høj…
Overmandet af succes – det kniber med at finde indgangen til bønnetipien.
Dagens høst på verdens grimmeste plastiktæppe.
Bønnen er på længde med min underarm. Siger det bare.
Tre bier i en græskarblomst – det tegner godt.
Naboens solsikker er middagstallerkenstørrelse.

 

Posted in Nyttehave | Tagged , , , , | 2 Comments

Farvel til kålnettet

Kål er en af de afgrøder, jeg ikke har prøvet kræfter med i min krukkehavekarriere, og derfor var det givet, at der skulle være kål i min nye nyttehave. Grønkål, hvidkål, spidskål, rødkål, blomkål, broccoli raab og et par stykker mere, der aldrig rigtig blev til noget.

Til kål hører kålnet, har jeg læst – så man ikke skal dele med alt for mange larver – så jeg indkøbte en lang bane bionet, der skulle kunne lade planterne ånde og samtidig holde kålsommerfuglen fra at lægge æg på mine kål.

Hvis nettet vel at mærke ikke rører bladene.

Det sidste har det knebet lidt med på det seneste. Kål bliver stor, og hvor problemet i starten af året var at få det flyvske net til at blive liggende over buerne i blæsevejr, var det i sidste ende en anden slags naturkraft, der fik bugt med det.

Opadstræbende kål har godt med kræfter. Efter to uger på ferie kom jeg hjem til 10 centimeters gab forneden. Nettet er bare ikke stort nok længere, og har, hånden på hjertet, ikke været det længe.

Tid til frihed!

Nu er kålen befriet og må nyde den friske luft, så længe den kan. Jeg tror desværre ikke den får lov at være fri og ubekymret ret længe. Højst 30 sekunder efter at nettet kom af, var den første hvide sommerfugl på pletten. Ak ja.

Jeg burde have taget min übercoole havenabos byggeri af en huslignende bionetkonstruktion til sine kål i foråret for mere end overdreven iver.

Hans kål har stadig plads nok i sikkerhed.

Posted in Nyttehave | Tagged , , , | Leave a comment

Når kernekompetencen svigter

En af de ting jeg har lært i år er, at snegle elsker ærter. Elsker, elsker, elsker. Og det uanset om de er sået på stedet eller udplantet i 10-15 cm’s-størrelsen.

Næsten uden undtagelse er de blevet barberet fri for blade og har ligget tilbage som strittende tomme novemberkviste.

Efter endnu en opbinding…

Nu er det heller ikke fordi ærterne selv har gjort noget særligt for at undgå den pauvre skæbne. Snarere tværtimod.

Trods tilstedeværelsen af et (meget flot, må jeg tilføje) stativ at klatre op af, samt utallige opbindinger og kammeratlige samtaler om at vejen frem er op, har de insisteret på at lægge sig fladt ned. Bogstavelig talt. På jorden.

Og så bliver man spist.

Desiree-ært i let sløret close-up.

Heldigvis er der et enkelt lyspunkt: En sort af lilla ærter, der hedder Desiree. Desværre husker jeg ikke, hvor jeg har frøene fra, men ikke alene spirede hvert og et af dem – efter at sneglene havde prøvesmagt kanten af de nederste blade, har de faktisk ladet dem være.

Nu står de smukt 50 cm i højden, har de fineste blomster og mørklilla bælge, gribetrådene fungerer som de skal, og selve ærterne smager ovenikøbet dejligt. For mennesker, altså.

Hermed er anbefalingen givet videre til dig, som har et snegleproblem. Desiree er som udkogt rosenkål for sneglesmagsløg!

Posted in Nyttehave | Tagged , | Leave a comment

Mariehønsehjem

Ligesom mange andre havebloggere var jeg selvfølgelig forbi Cph Garden 2017 for et par uger siden. Og ligesom de feste andre jeg har læst indlæg af, var jeg begejstret.

Det gjorde Haveselskabet rigtig godt. Ikke så kæmpe stort og uoverskueligt som Chelsea Flower Show, men helt tilpas og med masser af inspiration for både by- og landbaserede havedyrkere.

Håber de gentager succesen til næste år!

Jeg skal ikke gentage, hvad I sikkert har læst andre steder, så I få blot et par fotos af det, jeg allerbedst kunne lide – og nederst kan I se hvad jeg erhvervede mig på udstillingen.

Tagtomats … hrm, hvad skal vi kalde det… installation? Meget, meget kreativt.
Åhr men altså, hvor fint kan det lige blive? Fra Dorthe Kvists showhave. Me want!
Så fint kan et spiseligt bed se ud.
Lille vægdrivhus. Må ubetinget have noget i den dur.
Ok, nu gentager jeg alligevel en af de andre bloggere: Det største og fineste insekthotel. Ever. Citat Plantesmilet.

En af standene solgte boliger til alt fra pindsvin til enlige bier, og her var jeg så heldig at erhverve mig det sidste etagebyggeri med gulv-til-loft lysindfald. Det er – i følge den flinke mand på standen – et mariehønsebo.

Taget kan lettes, så man kan indføre lidt hø i midten, hvor de små høns kan lave reder. Og det kan man så, med lidt held, følge med i gennem plexiglasset.

Mariehønsehjemmet står nu i ly og læ i mit krydderurtebed, hvor alt tilsyneladende har planer om at vokse til halvanden meter i højden.

Jeg håber snart de flytter ind, hønsene. Mine rødbeder er ved at gå i hundene pga. en massiv invasion af sorte bladlus.

Masser af plads til den store mariehønsefamilie.
Posted in Grej og gadgets, Nyttehave | Tagged , | 1 Comment

Et indlæg, der er for ulækkert til billeddækning

Der går længe imellem jeg får skrevet lidt på bloggen, og jeg kan se på billederne fra sidste indlæg, at der heldigvis er sket meget. Også på spirefronten – der er nu begrundet håb om, at bønnetipien bliver til virkelighed.

Jeg vender snart tilbage med nye fotos.

Siden sidst er også jordbærrene blevet modne. Alle sammen på én gang, faktisk. Og jeg har fået et helt nyt og positivt syn på, hvad et gammelt jordbærbed på cirka 8 m2 kan producere.

Det er sygt mange, som Alfred udtrykker det.

Or’nlig sygt
I løbet af knap 14 dage har jeg plukket omkring 15 kg, og vi har spist jordbær på morgenmaden, i salaten, med mælk på, i jordbærgrød, i kage og vi har lavet jordbærmarmelade og smoothies i lange baner.

Vi har delt ud til naboerne og fyldt fryseren, der her ved afslutningen af rabarber- og jordbærsæson tydeligt har afsløret et kapacitetsproblem.

Jeg har konstateret, at det er en skidt idé at cykle gennem Christianias stisystem med jordbær i opvaskebalje i cykelkurv (de blev til mos) og endda opdaget at et jordbærbed hen mod afslutningen på sæsonen kan lugte gæret.

Sneglefamilier i vækst
Skønt ikke i helt samme mængde som jordbærrene (heldigvis! – men dog i omtrent samme størrelse) har jeg også plukket store mængder af snegle i samme bed. Føromtalte voldsnegle igen.

Hele sneglestorfamilier havde slået lejr sig ned i hvad der må have været snegles udgave af et velforsynet gammeldags fadebur. Så hjemme følte de sig, at flere af dem også havde sat gang i familieforøgelse – jo, jeg fangede dem i akten.

De var ikke meget for at slippe den kærlige forening, og det var så ulækkert at jeg slet ikke kunne samle mig om at fotodokumentere. Vær I glade for det.

De blev alle smidt ud af fadeburet og ned i en stor Nemligpose, der har den ulempe at den er gennemsigtig. Også klamt. Men bedre end spadealternativet. Tætlukket røg den i skraldespanden. Og jeg valgte ikke at tænke mere på deres videre rejse mod forbrændingen.

Formentlig er det slet ikke dyreetisk forsvarligt, og Dyrenes Beskyttelse kunne formentlig let få den oplysning på tværs.

Men der skal ikke produceres sneglebabyer i mit jordbærbed!

Posted in Nyttehave | Tagged , , | Leave a comment

At spire eller ikke at spire

Her godt inde i sæsonen fortryder jeg mere og mere min gung-ho-beslutning om ingen forspiring.

Det har vist sig at være noget mere tricky at få mine frø til at spire frem direkte på friland på den amagerkanske eng end først forventet. Salat, porrer, ærter, majs, græskar og meget andet har vist en alt andet end imponerende evne til at stikke hovedet op over jorden.

En lille smule sølle endnu…

Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at de ganske få tilfælde af sprød fremspiring i overvældende grad er faldet til sneglenes rundbarbering. Men mest af alt har jeg vist bare ikke været ude og vande nok i maj måneds tørke.

At lære heraf: Næste år skal der forspires – og ikke plantes ud før planterne er store nok til at kunne overleve et middelstyrke snegleangreb.

Faktisk har vi pt (syv-ni-tretten) ikke nogen stor dræbersneglepopulation i Kløverengen. Bevares, de er der, men det store problem er faktisk en stor hussnegl, voldsneglen, der er en tand under vinbjergsneglen i størrelse.

Vi har sindssygt mange af dem, og de gør i følge de kloge folk derude samme skade som dræbersnegle, så de får et gok med spaden, hver gang jeg møder dem.

Bvadr. Gad vide om man vender sig til det?

I mellemtiden har jeg i huj og hast sat en al for sen forspiring igang i vindueskarmene af bønner, ekstra majs, græskar, pyntegræskar og squash. Måske når vi liiiiige en høst, hvis vi får et varmt efterår…

Til gengæld er der mægtig frodigt i kartoffelbedet (det er stien i midten)
Der er vist jordbær nok til både fuglene og os.
Vi er SÅ klar til at få en bønnetipi – hvis ellers bønnerne ville spire frem.
Stikkelsbær på vej.
Tre Blue Hopi majs blev det til. Gad vide om det er nok til bestøvning? Hvis de alle tre overlever… nr tre er barberet ned til halv størrelse i løbet af en nat.
Posted in Nyttehave | Tagged , , , , , | 2 Comments

Clickbait for snegle?

Meningen var, at jeg stort set ikke ville forspire i år. Ingen tomater i krukker der skal vandes hele tiden, kun ting der kan sås og stå direkte i den amagerkanske muld, var tanken.

Så fik jeg den idé at tjekke om min IKEA-vækstlampe-dyrk-i-stenuld-og-grus-anordning kunne bruges til at dyrke peberplanter. 15 styks er der plads til, så det blev der sået.

Det kunne den så ikke, selvom det ikke er det, det skal handle om her. De små planters rødder kunne ikke rigtig få fat i stenuldsproppen de var sået på, og tiltede omgående omkuld ved forsøget på at plante dem over i grus-i-kop-med-rødderne-i-vand-løsningen.

Peberbonanza
Nu er jeg jo ikke den, der smider små planter ud, så de blev babu-babu omplantet i potter med jord, og mens jeg var ved det, gik det op for mig, at jeg virkelig havde fået mange spændende slags peberfrø i vinterens frøbytte. Som vel at mærke ikke var blevet brugt til test i IKEAs vækstapparatur.

Ergo såede jeg også lige lidt af dem, nu jeg var igang med potterne. Og et par tomater af en liden slags – jeg var jo igang. Langtidsplanlægning var ikke på dagsordenen netop da.

Siden er vindueskarmene på interessant vis mere og mere kommet til at ligne de foregående år, med den lille forskel at de nu udelukkende er væltende fulde af forspirede peberplanter – mange, mange peberplanter – og et par tomater.

Ud i den friske luft
Holdbart var det ikke, så i år bliver der dyrket pebre på friland. Om det overhovedet kan lade sig gøre vil tiden vise. Én ting er klimaet, som nok ikke er lige så gunstigt ude i det åbne, som en potte langs muren i gården plejer at være.

Noget andet er rovdyrene på Amager.

Bid for bid, rundt langs bladkanten.

Vores ærter har savtakkede bladkanter endnu inden de er 2 cm høje. Jeg tvivler på, at de nogensinde når at blive højere.

Spiser snegle mon pebre? I et uskyldigt håb forhindre blot nogle få peberplanter i at blive rundbarberet af de grådige kræ, har jeg udstyret fire af dem med krave. Pebrene, altså.

Det er tomme skyrbøtter, der har fået bunden skåret af. Det er nok naivt, men jeg håber at den lille kant foroven er nok til holde sneglene stangen.

Selvom der jo altid er risikoen for, at de ser de grønne blade over barrieren som clickbait i stedet for afskrækning. Eller lokkemad, med et mindre smart udtryk.

Pebre med beskyttelseskrave på.
Posted in Frø, Grej og gadgets, Nyttehave | Tagged , , , | 2 Comments